Mystik omkring skatteanklager mod Asger Jensby og hustruen Eva Kristin Snare. Hustruen anklaget i en sag om et firma, hun ikke kender til.

Asger Jensby stiller sig helt uforstående over for de anklager om skattefusk, som IT Factory-medejeren er havnet i med sit firma JMI Invest. Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, at sagen handler om, at Asger Jensby har udstedt fakturaer til JMI Invest og ladet store beløb udbetale til sig selv - uden at oplyse det til Skat.

De oplysninger stemmer meget dårligt overens med Asger Jensbys oplysninger i sagen. Asger Jensby har i dag fremsendt en pressemeddelelse i et forsøg på at opklare noget af mystikken i den sag. Asger Jensby oplyser, at han og hustruen i går modtog et brev fra Skat dateret den 5. december, som handler om anmeldelser om skatteovertrædelser for hustruen Eva Kristin Snare og Asger Jensbys selskab Troya Private Equity. Breve som Asger Jensby ikke forstår. Dels fordi hustruens sag handler om et uregistreret firma under navnet "Eva Snarre", som de ikke kender noget til, og fordi der også er unøjagtigheder i brevet vedrørende Troya Private Equity.

- Jeg har i dag forgæves forsøgt at få en afklaring hos Skats ansvarsafdeling i Nærum, ligesom jeg forgæves har forsøgt at kontakte politiet. Jeg aner ganske enkelt ikke, hvad de to sager handler om. Jeg forsøger nu via Skat og politiet at få at vide, hvad sagerne de facto handler om. Indtil da kan jeg naturligvis ikke kommentere sagen yderligere, udtaler Asger Jensby.

/ritzau/