Tirsdag den 6. november klokken 09.00 gør Danmark comeback i formel 1

McLaren-Mercedes offentliggjorde fredag programmet for deres ‘Young Driver-test’ i Abu Dhabi, og her fremgår det at 20-årige Kevin Magnussen bliver teamets første mand på Yas Marina-banen.

- Testen løber over tre dage og vi deler den mellem tre kørere, siger McLarens talskvinde Silvia Frangiane.

- Kevin får tirsdag-formiddag og Gary Paffett kører om eftermiddagen. Onsdag kører Paffett og Oliver Turvey og vi slutter torsdag den 8. november med Turvey om formiddagen og Kevin om eftermiddagen.

Mens både Paffett (31 år) og Turvey (25) tidligere har kørt masser af kilometer for McLaren, bliver Abu Dhabi-testen første gang Kevin Magnussen sidder bag rattet i en moderne formel 1-racer. McLaren forberedte tidligere på sommeren den unge dansker på den offcielle formel 1-debut ved at give ham en serie omgange i den bil finnen Mika Hakkinen vandt VM med i 1998.

Hverken Paffett eller Turvey regnes som fremtidige formel 1-kørere, men de får chancen for at de med deres store erfaring kan udvikle McLaren-racerne til sæsonens to sidste løb i USA og Brasilien. Kevin Magnussen skal også deltage i udviklingsarbejdet, men samtidig vil teamledelsen se ham nærmere an med henblik på en fast plads i teamet.

- Jeg glæder mig helt vildt - det bliver stort at prøve en af de biler Lewis Hamilton og Jenson Button kører til daglig, har Kevin Magnussen tidligere sagt.

Han bliver i Abu Dhabi bakket op af sin far Jan, der var testkører for McLaren 1994-96. I 1997 skrev Jan Magnussen kontrakt med det nye Stewart-Ford team, der droppede ham efter halvanden sæson. Siden har Jan Magnussen med succes deltaget i diverse sports- og standardvognsklasser.

- En formel 1-bil er den fedeste i verden, men jeg er ikke misundelig på Kevin - jeg glæder mig bare over alt det han nu skal opleve, siger Jan.

Kevin Magnussens manager Dorte Riis bifalder det program, McLaren har lagt for testen i Abu Dhabi.

- Det er rigtig godt, Kevin får en fridag midt i forløbet, siger hun.

Den seneste danske indsats i formel 1 kom i 2005, da Nicolas Kiesa deltog i fredags-træningerne op til fem grandprix-løb for Midland-Jordan teamet. Kiesa er også den seneste dansker der har kørt løb i motorsportens kongeklasse - i 2003 kørte han sæsonens sidste fem løb for Minardi. Kun Jan Magnussen (25 løb i 1995-98) og Tom Belsø (to løb i 1974) har også kørt formel 1-løb for Danmark.