To fanger i Ringe Statsfængsel gemte sig i Sparkøbmands varebil og blev kørt til Ryslinge. Her hoppede de af og er nu på fri fod.

To unge mænd fik hjælp til at flygte fra Ringe Statsfængsel af en uopmærksom Sparkøbmand fra Ryslinge. Købmanden leverede mandag aften varer til statsfængslet, og de to fanger opdagede, at varebilen havde en beskadiget bagrude. Så de kravlede ind i bilen og gemte sig.

Ifølge vagtchef Hans Frederiksen hos Fyns Politi kørte købmanden tilbage til Gråbjergvej i Ryslinge med de to blinde passagerer. Her hoppede mændene ud af varebilen og stak af.

Ejeren af Sparkøbmanden i Ryslinge, Thomas Fabricius, fortæller, at det ikke var ham selv, men en af hans ansatte, der leverede varer til fængslet. Men derudover ønsker han ikke at sige mere, før han har talt med politiet.

Flugtfangerne afsonede domme for sædelighedsforbrydelser og voldtægt. Den ene skulle desuden udvises af Danmark. Dommene over de to mænd faldt i 2009.

Signalementet lyder på to arabisk udseende mænd, begge 17 år. Henholdsvis 168 og 173 centimeter høje med sort, kortklippet hår. Politiet søger med hundepatruljer efter fangerne, der ikke umiddelbart betegnes som farlige.

/ritzau/