OPDATERET: E45 Nordjyske Motorvej er ikke længere spærret i nordgående retning. Bilister skal dog fortsat påregne forlænget rejsetid. Det skriver Vejdirektoratet.

En færdselsulykke spærrer onsdag eftermiddag E45 i nordgående retning ved afkørsel 43 Sønder Borup, hvor der er massiv kø.

Det oplyser Østjyllands Politi til BT.

Ulykken skete, da en lastbil kørte ind i en afspærringsbil, der i forvejen var på stedet.

»En lastbil har tilsyneladende påkørt en afspærringsbil, som var sendt i forbindelse med en anden opgave, og på den baggrund kører den galt på motorvejen,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Carsten Dahl.

Han oplyser, at de foreløbige meldinger går på, at en person er kommet til skade.

»En lastbilchauffør er kommet til skade, men vi ved ikke noget om hvor slemt,« siger vagtchefen.

Vejen er helt spærret i nordgående retning, og ifølge Vejdirektoratet forventer man, at oprydningen varer indtil i aften. Det er dog muligt at køre af vejen via en afkørsel.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man kører af vejen ved afkørsel 44 og på igen efter afkørsel 43. Politiet meddeler samtidig, at tidshorisonten for oprydningen er ukendt.

Carsten Dahl oplyser desuden, at der er flere kilometer kø på stedet.

Kort før klokken 16.30 oplyser Vejdirektoratet, at der er 12 kilometer kø, og at der stadig arbejdes på stedet.