Judys mand: Sikkerhed kommer lidt sent

Kritisk rapport om sikkerheden på Blåkærgård besvarer langtfra alle de spørgsmål, som de pårørende sidder tilbage med efter drabet på Judy Meiniche Simonsen

Af Jens Work Kristensen

Hvordan kunne det ske? Hvorfor skete det netop dér? Hvad skete der på køreturen til stedet, hvor Judy blev fundet dræbt? Og hvad skete der i dagene forud for drabet?

Spørgsmålene presser sig på, som tårerne i øjenkrogen, mens de efterladte taler om Judy Meiniche Simonsens skæbne.

- Hun blev fundet i Dollerup. Men hvordan ved de, at de skulle til Dollerup? Jeg tror ikke, at hun ville køre derud sammen med ham, siger Judys ægtefælle, Simon Simonsen.

I dag er det Simon, der stiller de fleste spørgsmål.

Vi er hjemme i huset på Mosevej i Vinderup. Inden for døren daser Cæsar, den bamsebrune newfoundlænder. Den fylder hele gulvet i entreen.

I stuen brummer printeren – det er Simon, der er i gang med at udskrive den nye rapport fra Region Midtjylland, der kritiserer sikkerheden på Judys arbejdsplads, bostedet Blåkærgård, hvor en beboer har tilstået drabet på Judy.

Simon synes, at det er godt, at rapporten er kommet, og at manglerne bliver påpeget. Men det besvarer langtfra alle de spørgsmål, som de efterladte sidder tilbage med.

- Det er godt nok, at de vil lave nogle tiltag, der skal forbedre sikkerheden. Men min kone er jo død. Det er lidt sent, siger Simon. Om kritikken af den utilstrækkelige sikkerhed siger Simon:

Arbejder igen

- Det har Judy gjort opmærksom på længe.

Den 51-årige Simon Simonsen er stadig i arbejdstøjet, da Dagbladet kikker ind. Han er så småt begyndt på jobbet igen hos en lokal virksomhed i Vinderup, hvor han arbejder på lageret. Men kun til middag i dag, fortæller Simon, som helt tydeligt har det skidt med, at han ikke bare kan knokle igennem som før. For ingenting er som før.

Her må han en tur ud på terrassen og trække lidt frisk luft.

- Jeg prøver at få min dag til at hænge sammen, siger Simon.

I dag har han besøg af Judys bror, Tommy. Senere kommer datteren Nina forbi. Hun spørger, hvordan det har været at komme i gang igen.

- Hverdagen er svær. Det er vanskeligt at komme videre. Det er svært at se nogen lyspunkter, konstaterer Tommy, og Simon supplerer:

- Jeg kan i hvert fald ikke.

Simon spekulerer meget over, hvad der skete i dagene forud for drabet.

Falsk tryghed

Han vender og drejer et forlydende om, at den beboer, der har tilstået drabet, få dage forinden skal have været på springtur for at skaffe penge.

- Når jeg spørger ledelsen, siger de, at der ikke havde været noget usædvanligt. Det undrer jeg mig over. Jeg tror, nogen har glemt at notere en hændelse, siger Simon, der frygter, at en forglemmelse af den slags kan have været med til at skabe en falsk tryghedsfølelse hos Judy, da hun mødte på arbejde den skæbnesvangre dag i februar.

- Hun anede ikke uråd, da hun satte sig ind i bilen. Ellers ville hun ikke være kørt med ham.

Hun har før været sygemeldt netop på grund af ham. Derfor ville hun aldrig være taget frivilligt med til et sted, der er så øde, siger Simon.

Han fortæller, hvordan Judy lagde stor vægt på at få alt usædvanligt med i den logbog, som personalet fører – netop med henblik på at undgå, at nogen senere havnede i potentielt farlige situationer.

- Det er den eneste livline, de har. De skal kunne se, om en beboer for eksempel er på øget medicin eller har forsøgt at flygte. Hun læste kollegernes optegnelser hver dag, siger Simon.

Som en tom taleboble

Kort efter sidder han igen ved computeren, hvor han løbende kan følge mediernes dækning af drabssagen, og nu også regionens kritik af bostedet. Men visheden om præcis, hvad der skete forud for drabet, og hvorfor, mangler familien fortsat. Det præger også Judys bror.

- Uvisheden er stor og tung. Det er som en kæmpe tale-boble, der ingenting står i. Den er bare tom, siger Judys bror, Tommy, der midt i sit eget kaos af følelser ikke er i tvivl om, at Simon er den, der er hårdest ramt. Hans tab er så totalt.

- Hun har været min søster hele mit liv. Men jeg har jo ikke set hende dagligt. Du har levet med hende hver dag, siger Tommy til Simon.

- Den 14. maj har jeg kendt hende i 30 år, konstaterer Simon.

Kun en smule hjælp

Den psykologhjælp, familien har fået, har ikke været nok, og det er med ironisk distance, at Simon siger ’tak for krisestøtten, jeg har fået fra Blåkærgård.’

- De har fået tre timers psykologhjælp i gruppe, både Simon og børnene. Sammen. Det er det eneste. Jeg synes ikke, det er meget at stille til rådighed for de efterladte. De har heller ikke opsøgt Simon personligt. Der har ikke været nogen personlig støtte, siger Tommy.

Skuffelsen står malet i Simons ansigt.

- De fik da min kones liv. Jeg gav dem alt. Min kone, siger Simon, som dog i dag er i gode hænder, omgivet af familie.

- Vi er nødt til at blive ved med at snakke om det. Det er den eneste måde, vi kan få løst op for det, siger Tommy.

Så farlig var Blåkærgård i 2011

21 tilfælde af fysisk vold mod personalet

15 tilfælde af psykisk vold mod personalet

Kun otte gange
blev beboere politianmeldt

Læs også: