Undertøjsmodellen Adriana Lima afslører, hvordan hun taber sig fra tynd til ultra-tynd op til modeshows.

Den 20 november holder den brasilianske supermodel op med at tygge maden. Hvorfor?

Fordi, det ikke er nødvendigt, når man kun indtager flydende kost.

Og sådan lever Adriana Lima indtil den 29. november, når det store undertøjs-modeshow Victoria's Secret Fashionshow er overstået. På selve dagen undlader den i forvejen radmagre kvinde endda også at drikke for at opnå yderligere væsketab, afslører hun i et interview med den britiske avis Daily Telegraph.

I stedet for fast føde, indtager hun en proteinshake bestående af æggepulver, vitaminer og andre kosttilskud. Og så træner hun to gange dagligt.

- Det er meget intenst. Det handler ikke om, hvor længe du træner, men hvor hårdt du træner, siger hun.

Modellens metode til at blive endnu mere afpillet, end hun i forvejen er, er dog ikke særlig sund.

Det fastslår ernæringsfysiolog Therese F. Mathisen over for vg.no, som bringer uddrag af interviewet med Adriana Lima.

- Det lyder som en almindelig pulverkur, a la dem,som mange mennesker kender. Men det er ikke sundt.

- Det er rigtigt, at man kan opnå hurtige og ekstreme vægttab på den måde, men det er kilo, man tager lige så hurtigt på igen, når man begynder at spise normalt.

- Den slags kure giver det, man kalder for 'elevatorvægt' altså en ekstremt svingende kropsvægt, og det er ikke spor sundt, siger hun.

Faktisk tager man ofte mere på, end man har tabt sig, når man afslutter den slags chok-kure.