Kim fik styr på økonomien i programmet, men er efterfølgende blevet truet på grund af sin medvirken i ‘Luksusfælden’.

I ‘Luksusfælden’ stiftede seerne bekendtskab med den 22-årige Kim, som bor hos sin mor. Han oprettede som 17-årig sit første firma, der gik konkurs og mildest talt havde rod i økonomien. Eksperterne fik dog hjulpet Kim på rette vej, og han fik afviklet sin gæld til 14 af kreditorerne i programmet.

Efter programmet var det planen, at Kim skulle starte som salgschef i et telemarketingbureau, men da det var provisionslønnet det første halve år, var det ikke holdbart for Kim. Han er i stedet gået i gang med en helt ny uddannelse.

– Jeg er i gang med at uddanne mig til massør. Det er et 6 ugers intensivt kursus, hvor jeg læser hele tiden. Efterfølgende vil jeg gerne uddanne mig til slankekonsulent, da det vil øge mine jobmuligheder, og det vil give mig bedre muligheder for at afdrage på min gæld, siger Kim til Realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: Pernille fra ’Luksusfælden’: Derfor sagde jeg “Fuck dig”

Kim har været glad for sin medvirken i programmet, som har hjulpet ham på rette vej. Dog har der været visse omkostninger ved at deltage i ‘Luksusfælden’.

– Jeg har været rigtig glad for at være med i programmet, men jeg har fået rigtig mange trusler efterfølgende. Jeg tror, det skyldes, at jeg tør stå frem og tale om min gæld, hvor andre måske ikke gør. Jeg bliver blandt andet truet på Facebook og SMS, hvor de skriver, at jeg er en snothvalp, og jeg burde dø.

Har fået afviklet mere af gælden

Selvom Kim droppede arbejdet som berider og senere som salgschef, har han formået at afvikle mere på gælden, end de havde aftalt. Som det fremgik i programmet, havde Kim et lager, hvor han opbevarede ting fra de virksomheder, der var gået konkurs. Det lager har han nu ryddet ud i.

– Jeg har betalt mere ud på gælden, end hvad aftalen var, da jeg havde fået en masse ting hjem fra det lager, som jeg kunne sælge. Der var både computere og alt muligt. De penge har jeg brugt til at betale kreditorerne af med, fortæller Kim.

Selvom det går godt med at få betalt kreditorerne ud, så er der stadig lange udsigter til at blive helt gældsfri.

– Jeg ved faktisk ikke helt, hvornår jeg er gældsfri, der går i hvert fald lidt tid. Lige nu tager jeg en ting ad gangen, og jeg fokuserer på at få færdiggjort uddannelsen som massør. Jeg har stadig lidt penge tilbage fra de ting, jeg solgte, som jeg lever for.

LÆS OGSÅ: 41-årig ‘Luksusfælden’-deltager: Ingen kvaler – mor og far betaler

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-par: Sådan går det i dag

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen