Både præster, læger og jordemødre er elever på Joan Ørtings sexskole, der i 2012 havde en indtjening på over to mio. kr. En kæmpe gæld tynger dog regnskabet.

Selv om finanskrisen forsat hærger i mange hjem, så vil vi tilsyneladende gerne gribe til lommerne for at høre og lære om sex. Det kan man udlede, hvis man kaster et blik på sexologen Joan Ørtings netop offentliggjorte regnskab for sidste år.

Sidste år omsatte selskabet Joan Ørting ApS for hele 2,3 mio. kr. Pengene er hentet fra driften af Joan Ørtings sexskole på Christianshavn, der tilbyder uddannelserne sexolog og parterapeut, samt fra Ørtings mange foredrag.

Selv om millionomsætninger lyder flot, så vælter sexologen, der til daglig bor på Langeland med sin kæreste, ifølge eget udsagn, sig dog ikke i penge.

- Mange tror, at jeg tjener millioner, men det gør jeg ikke. Jeg får den samme løn hver måned. Det er en ganske normal funktionærløn, siger Joan Ørting og forklarer, at hun har tre fuldtidsansatte samt en række undervisere, som hun skal lønne. Derfor er det altså ikke hele beløbet på 1,7 mio. kroner, som hun i 2012 betalte i personaleudgifter, der gik til hende selv.

Når de mange udgifter ved at drive sexskolen er trukket fra, ender selskabet da også med et mere beskedent overskud på knap en halv million kroner for 2012. Dertil kommer, at selskabet kæmper med en gammel gæld på 2 mio. kr, som gør, at selskabet har en negativ egenkapital på 684.000 kr.

Ifølge Ørting stammer gælden tilbage fra, da hun sammen med sexologen Jacob Olrik købte den ejendom på Christianshavn, der huser sexskolen.

- Den ejendom købte vi lige før finanskrisen. Og pludselig holdt regnskabet slet ikke. Vi fik nogle helt andre udgifter på ejendommen, end vi havde regnet med, fortæller Ørting. Dengang var Olrik direktør i firmaet, men siden har Ørting selv overtaget direktørposten. Og selv om det har krævet lidt tilvænning og en portion ny viden, så fortryder hun ikke.

- Jeg elsker at sidde på direktørposten. Det er rigtig rart at have overblik over sit eget firma. Jeg godkender hver eneste lille ting, siger den 53-årige sexolog, der mener, at hun vil gå nogle bedre økonomiske år i møde.

- Jeg skulle lige igennem 2012. Det var stadig lidt finanskriseagtigt, og det var svært for eleverne at låne penge til uddannelsen i banken. Men det går godt i 2013. Og min nye revisor siger, at om et eller to år, så kommer det til at gå rigtig godt. Så kommer vi til at tjene penge, siger Joan Ørting.

BT har forelagt regnskabet for Frank Thinggaard, der er professor i økonomi ved Handelshøjskolen i Aarhus. Han mener også, at det vil gå fremad for sexologen.

- Det er gået fremad i 2010-2012, og hvis hun kan holde niveauet fra 2012 de næste to år, vil kapitalen være reetableret, siger han.

Pengene er dog ikke er afgørende, tilføjer Ørting.

- Jeg gør det, fordi jeg elsker kærlighed og kommunikation. Det er mit kald.

Uddannelsen til enten parterapeut eller sexolog varer to år og koster 56.000 kr. Ifølge Joan Ørting er det alle mulige personer fra læger og psykologer til helt almindelige mennesker og præster, der tager uddannelsen.

-Præster taler jo f.eks. om folk med deres problemer, og så skal de jo have nogle redskaber til at kunne tale med folk om deres seksualitet, siger den kendte sexolog.