Der hersker total forvirring omkring de mange mulige forældre til Michael Jacksons børn. Nu er der nye oplysninger om Blankets rugemor.

En mexicansk sygeplejerske ved navn Helena skulle have båret popkongens yngste søn. Det skriver den engelske avis the Mirror.

Avisen har talt med en nær ven af Michael Jackson, der fortæller, at Helena blev særlig udvalgt af Jackson, da han ledte efter en rugemor til sit dengang ufødte barn. Ifølge vennen valgte Jackson Helena, fordi hun var smuk, intelligent og havde forholdsvis lys hud, på trods af hendes mexicanske rødder. Hun modtog mere end 100.000 kroner for sin ydelse, og Jacko overøste hende med gaver og ansatte tjenestefolk til hende.

Jackson lod dog Helena have sin frihed.
- Han holdt afstand. Hun havde ikke en anstandsdame eller nogen form for formynder, der holdt øje med hende, fortæller den anonyme ven til the Mirror.

Blanket, der rigtigt hedder Prince Michael Jackson II, blev undfanget ved kunstig befrugtning. Helena lagde dog ikke selv æg til graviditeten. Den biologiske mor hersker der endnu større mystik omkring. Det eneste, man ved, er at hun modtog omkring 18.300 kroner for sit æg og gav alle sine rettigheder som mor fra sig. Hun ved sandsynligvis ikke selv, at hun er mor til det verdensberømte barn.

Dr. Maria Castillo forløste Blanket. Hun fortæller, at popkongen ikke var tilstede ved sin søns fødsel. Det var til gengæld en advokat, der tog barnet med sig kort efter fødslen. Lægen anede ikke, at det var Michael Jacksons barn, hun hjalp til verdenen

- Da jeg efterfølgende hørte, at barnet skulle hedde Prince Michael Jackson, tænkte jeg: Hold da op, de kan vidst godt lide rockstjerner. Det slog mig aldrig, at det var Michael Jacksons barn, fortæller lægen.

Michael Jackson skulle ifølge sin ven selv have leveret sæden. Helena brugte rugepengene til at sende hjem til hendes familie i Mexico.