- Der var ild i øjnene på drengene. Man kunne se, at de virkelig ville det her.

Jo, Rødovre Mighty Bulls' nybagte kaptajn, Martin "Aage" Nielsen, var en tilfreds mand efter premieresejren over Herlev Eagles.

- Vi var lidt nervøse og febrilske i starten, men arbejdede hårdt og var smarte. Og så tog vi ikke så mange udvisninger, siger han.

- Vi viste, at vi er et teknisk godt og skøjtestærkt hold.

Netop udvisningerne var Herlev Eagles' akilleshæl. 13 to minutters-udvisninger indkasserede ørnene. Og i straffeboksen er der som bekendt endnu ingen, der har vundet en hockeymatch.

Eagles' svenske kaptajn, Henric Nordin, erkendte, at det var en dårlig Herlev-premiere. For at sige det mildt.

- Vi er bedre end det her. Det vil man også se i den næste kamp. Det lover jeg, siger han.

- Vi kommer forkert ind i kampen, tager alt for mange dumme udvisninger og kører os trætte i boxplay. Vi skal arbejde hårdere og være klogere.

Mikael T. Christensen åbnede scoringen tre minutter inde i anden periode, og Nicklas Beyer Carlsen, som Rødovre i sommer hentede i Herlev, gjorde det til 2-0 i powerplay.

I tredje periode kom begge kaptajner på scoringslisten. Martin "Aage" Nielsen øgede til 3-0 på en god pasning fra Emil Møller Rasmussen, inden Henric Nordin reducerede i powerplay.

Rødovre-kaptajnens "kunstnernavn", Aage, har ifølge Martin Nielsen sin egen forklaring.

- Navnet går tilbage til børnehaven. Og så er det hængt ved, siger han.

Metal Ligaen

Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles 3-1 (0-0, 2-0, 1-1)