Danmark er klar til VM-finale mod de spanske værter.

For hulen hvor føles det bare dejligt at få revanche. Ja undskyld deroppe, men i sport er der altså ikke plads til at vende den anden kind til og alt det der. Kroaterne ydmygede vores danske håndbolddrenge ved OL i London i sommer ved at vinde 32-21. Nu har vi fået hævn.

Danmark er i VM-finalen og klar til den helt store håndboldfest søndag aften mod værtsnationen Spanien foran 16.000 tilskuere i den mægtige Palau Sant Jordi i Barcelona.

Og sikke et sted at vinde den første danske VM-guldmedalje nogensinde, hvis det kommer så vidt. Og hvorfor ikke. Når vi kan slå de dygtige kroater, kan vi slå alle.

- Det var sådan, vi havde drømt, vi ville spille denne kamp. At presse dem på kontra fra start af. Skifte lidt ind i forsvaret. Presse dem igen på kontra fra start af anden halvleg. Det kunne de ikke klare. De har spillet med for få spillere gennem turneringen. Vi var mere løbevillige, og så synes jeg slet ikke, de kunne komme igennem vores forsvar, sagde Ulrik Wilbek efter den fornemme 30-24 sejr over kroaterne.

En kamp hvor Mikkel Hansen spillede alle 60 minutter og steppede niveauet op, som alle havde håbet på. Han kan blive endnu bedre. Men fredag var der rigtigt meget af det, man har savnet tidligere i turneringen.

- Jeg brugte Mikkel i 60 minutter, for jeg kunne se, han var der i dag. Og vi skulle jo vinde. Det er vigtigere at vinde i dag end på søndag. Ikke fordi det ikke er verdens vigtigste kamp på søndag. Det bare skidesvært at spille om guldet, hvis man taber semifinalen, som Wilbek sagde og lovede så, at vi får mere Mikkelshow på søndag.

- Mikkel kom i gang, og han skal nok også være der på søndag.

Set udefra strålede især Niklas Landin i målet og Anders Eggert på fløjen. Men landstræneren fokuserede på holdindsatsen.

- I dag var en fantastisk helstøbt holdindsats igen med en super målmand bag et fantastisk forsvar og meget klogt spil. Man kan ikke sige andet end at alle på banen spillede fabelagtigt. Det var til UG med kryds og slange eller 12 plus eller hvad det hedder.

Nu venter værterne fra Spanien i finalen søndag aften.

- De er på hjemmebane, og det bliver sindssygt svært. Jeg tror, det bliver meget tæt. Og jeg tror, vi har en chance . Nu skal vi dog lige restituere. Men vi er utrolig stolte af det her, sagde Ulrik Wilbek.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde kampe, men vi spiller på udebane. Det er sjældent, man vinder sådan nogle kampe på udebane. Vi gjorde det sidste år i Serbien, og vi vil prøve igen og se, om vi kan slå værterne til et stort mesterskab. Kan vi det må vi være de bedste i verden.

Danmark har nu en dejlig lang hviledag til at restituere og samle de sidste kræfter til et ordentligt brag søndag aften. Til at vise 16.000 tilskuere i Barcelona og hele verden ude ved TV-skærmene endnu en gang, at vi har et af klodens bedste landshold i håndbold. Nej, jeg korrigerer. Vi vil se, at VI har verdens bedste håndboldherrer.