Drømmene om en dansk VM-triumf er definitivt forbi. Danmark tabte marginalt til Spanien med 24-25.

Opgøret i Qatar begyndte tæt og sådan forløb det i hele første halvleg. Første antræk til, at Danmark skulle stikke af, kom, da uret havde rundet 10 minutter, Spanien fik en udvisning, og danskerne bragte sig på 6-4. Desværre for Danmark evnede holdet aldrig at trække afgørende fra, når muligheden var der. Efter intense 30 minutter gik begge mandskaber derfor til pause med stillingen 11-11.

Danmark har længe haft fint fat i Spanien. Således har det besejret spanierne ved VM i 2011, EM 2012, OL 2012 og EM 2014, men det er stadig suverænt ydmygelsen i VM-finalen i 2013, der for evigt vil stå tilbage. Dengang tabte danskerne med 19-35, og i aften var første mulighed for at revanchere sig ved et verdensmesterskab.

For at det skulle ske, havde de rød-hvide brug for, at stjernen Mikkel Hansen trådte i karakter, det gjorde han i anden halvleg. Her tog han flere gange ansvar og hamrede bolden i mål fra lang afstand. Den 27-årige bagspiller er uundværlige i sådanne afgørende kampe.

Mens offensiven fungerede udmærket, så kneb det bagude. Danmarks islandske landstræner havde ofte fat i især de to brødre Henrik og Rene Toft Hansen i forhold til forsvarsspillet, hvor der manglede balance.

Resten af kampen udviklede sig til et af de dramaer, vi så ofte har været vidne til med de danske håndboldherrer. Med 25 sekunder igen stod den 24-24, men Spanien var på bolden. De trak tiden helt til absolut sidste øjeblik, og med tre sekunder igen formåede spanierne at score til 25-24, uden mulighed for at nå op og udligne for Danmark. Nu skal danskerne ud i en placeringskampe om 5. til 8. pladsen.

For Spaniens vedkommende venter Frankrig i semifinalen. Den er allerede nu døbt den moralske finale, da den anden semifinale har Qatar som deltager, efter deres overraskende sejr over Tyskland. Netop Qatar har købt spillere ind fra hele verden til deres landshold, og den sammensætning ser ud til at fungere glimrende.

Frankrig har ikke købt nogen som helst, de har de slet ikke brug. Franskmændene er suverænt godt kørende og vandt deres kvartfinale med sikkert over Slovenien. Semifinalen spilles lørdag.