Kevin Magnussen havde en meget blandet dag i Barcelona i forbindelse med dagens to frie træninger.

For hvor Kevin Magnussen var syvende hurtigst af alle fredag formiddag, var billedet et helt andet om eftermiddag.

Her havde den 24-årige dansker store problemer i begyndelsen, hvor han klagede højlydt over manglende vejgreb. Danskeren kørte ellers rundt med Haas-teamets helt nye pakke af opdateringer med blandt andet et helt nyt gulv i raceren, der skal forbedre vejgrebet betydeligt.

Haas-garagen fik dog udbedret indstillingerne på Kevin Magnussens racer, men han fandt aldrig helt farten igen og sluttede helt tilbage som nummer 15. En lidt skuffende afslutning på fredagen, der ellers begyndte så lovende for danskeren.

Måske skal man ikke lægge alt for meget i Kevin Magnussens omgangstid, fordi han brugte det meste af eftermiddagen på at køre en såkaldt løbssimulation. Men Kevin Magnussen var alligevel noget langsommere end teamkollegaen Romain Grosjean, som også faldt lidt tilbage i eftermiddagens sidste trøning. Således var Magnussen lidt mere end et halvt sekund fra Romain Grosjeans tid, og franskmanden sluttede dagen som nummer 11.

Selvom Kevin Magnussen var hurtig i formiddagens træning, fik han en lidt ærgerlig afslutning lige inden frokostpausen. Her kørte Kevin Magnussen nemlig af banen og måtte forlade raceren, som han parkerede efter en afkørsel i sving fire.

Hurtigste kører i fredagens afsluttende træning var Lewis Hamilton foran teamkollega Valtteri Bottas.

Genoplev LIVE-bloggen herunder, hvor BTs Daniel Remar guidede læserne gennem træningerne.