KOMMENTAR: Efter Tysklands Grand Prix i eftermiddag går Formel 1-folket på sommerferie. Men mens bilerne står stille, går kørerne og specielt deres managers et gear eller to op. Næsten alle Formel 1-kontrakter indeholder i dag en option for den kommende sæson, der enten ’låser’ køreren eller teamet i en nærmere defineret periode. Denne periode udløber næsten altid 1. september eller 1. oktober, og derfor vil kører-karussellen for 2017 komme op i fart i de kommende uger.

Danske øjne har naturligvis fokus på Kevin Magnussen. Renault har en option på ham for 2017, der udløber indenfor den nærmeste fremtid. Optionen er udformet således, at teamet indtil udløbsdatoen kan meddele danskeren, at han skal køre for teamet i næste sæson. Hvis de omvendt lader optionen udløbe, er det en kraftig antydning om, at man satser på andre kørere i 2017.

En tredje variant vil være, at man efter aftale med Magnussen forlænger optionen med en kortere periode, mens man fortsat afsøger kører-markedet. I de to sidste scenarier står Magnussen relativt svagt, for hans 2016-sæson har ikke imponeret tilstrækkeligt til, at andre teams står i kø for at sikre sig en 2017-kontrakt med ham. Og hans sponsor-opbakning fra Bestseller / Jack & Jones er i første omgang heller ikke massiv nok til at sikre ham en plads i et andet team.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Kevin Magnussen fortjener endnu en sæson hos Renault. For hvis man har fulgt ham tilstrækkeligt tæt i 2016, HAR han imponeret.

Jeg kan ikke få øje på én eneste kører i feltet, der kunne have gjort det bedre end K-Mag i den underudviklede Renault RS16. De allerstørste stjerner kunne takket være deres større erfaring måske have kørt en smule stærkere, men de havde næppe gjort det. Jeg kan ikke se Hamilton og co. give sig 100 procent i kampen om en 15.-plads.

Dét gør K-Mag – hver gang.

Men det ændrer alt sammen ikke på, at der er masser af kørere, der bejler til en plads hos Renault i 2017. Nu er første fase af genopbygningen overstået, og mange etablerede kørere er klar til at hægte sig på den optur, alle i paddocken mener Renault er ved at få op i omdrejninger.

Jeg bragte for en måned siden Sergio Perez på banen som potentiel Renault-kører. Det blev kritiseret fra mange sider, og den nuværende chef for mexicaneren, Force India-ejer Vijay Mallya, kom hurtigt på banen med et ’dementi’: »Sergio har en kontrakt med os for 2017,« slog han fast under det britiske grandprix.

Oplysningen om Renaults interesse for Perez stammede fra kilder, jeg stoler mere på en Mallya, og nu siger mexicaneren selv, at han kan forlade Force India efter denne sæson. At modsige sin nuværende teamchef så åbenlyst antyder, at beslutningen om at finde et nyt team for 2017 ER taget, og jeg anser fortsat Perez som den farligste rival for Magnussen.

Men der er andre bejlere til Magnussens Renault-sæde. Der er mange i paddocken der mener, at unge Esteban Ocon allerede har en aftale på plads for 2017. Dét tror jeg ikke på, for hvis han virkelig er så god som mange tror – hvorfor skulle Mercedes så ’frigive’ ham? Den tyske fabrik har en langtidskontrakt med Ocon, men han er i år udlånt til Renaults F1-team som test- og reservekører.

Men omvendt: Mercedes har netop forlænget aftalen med Nico Rosberg, og dermed er både tyskeren og Hamilton bundet til teamet til og med 2018. Pascal Wehrlein er allerede ved at blive kørt i position til at overtage den ene Mercedes i 2019, og så mener tyskerne måske ikke, man har brug for Ocon.

McLaren-reserve Stoffel Vandoorne er angiveligt Renaults ønske-kører, men jeg tror ikke på McLaren lader ham gå. Brasilianerne Felipe Nasr og Felipe Massa mangler henholdsvis talentet og alderen til en Renault-fremtid, men Valtteri Bottas kan komme ind i billedet, hvis Williams lader deres option på finnen udløbe.

Jolyon Palmer tror jeg ikke på som Renault-kører i 2016. Han fik kun chancen i år, fordi hans manager dygtigt havde sikret ham en 2017-plads, mens teamet endnu blev ejet af Lotus. Kun hvis Palmer i resten af sæsonen lammebanker Magnussen har han en fremtid hos Renault, men selvom han har ud-kvalificeret danskeren i de seneste to løb, tror jeg ikke trenden fortsætter.

Kevin Magnussen fortjener om nogen sommerferie uden telefoner og stress. Desværre bliver det næppe i år: Enten skal han bruge de kommende uger på at finde en Plan B, C og D – eller også skal han bruge tiden på at finde en dygtig manager, der kan varetage hans interesser. Ingen af delene efterlader megen tid til stranden, men så ubarmhjertig er Formel 1.

I de kommende uger skal Kevin Magnussen – igen-igen – kæmpe for sin Formel 1-fremtid.