Kasper Schmeichel er efterhånden blevet et varmt navn rundt omkring i fodboldverdenen efter mange stærke præstationer i Leicester-buret. Hvornår han skifter klub, og hvor han skifter hen er endnu uvist. Nu løfter hans berømte far, Peter Schmeichel, dog sløret for, hvor han gerne så sin søn skifte hen.

Og svaret er næsten givet på forhånd. For han peger på Manchester United, når han skal nævne en klub, som han meget gerne vil se Kasper Schmeichel tørne ud for.

»Det ville være en drøm,« siger den 53-årige målmandslegende til Talksport. Han vogtede selv buret og var en yderst populær mand på Old Trafford fra 1991-1999, og han kunne sagtens se sin søn i United-trøjem fremover.

Kasper Schmeichel har spillet for Leicester siden 2011, og sidste år kunne han sammen med klubben helt sensationalt kalde sig engelsk mester. Siden ventede et eventyr i Champions League, hvor Leicester - og Kasper Schmeichel - gjorde en fin figur, og det sidste stykke tid er interessen for den danske målmand da også steget.

Blandt andet er han blevet rygtet til netop Manchester United som erstatning for David de Gea, men ifølge Peter Schmeichel har sønnike dog ikke travlt med at finde en ny klub.

Selvom han fortæller, at han elsker Leicester og klubbens ejere, mener han, at Kasper Schmeichel har bevist nok til, at han kan komme til en større klub.

»Der var noget tvivl, da han først kom i Premier League i forhold til, om han var god nok, men det har han bevist, og i Champions League sidste år synes jeg, han gjorde det rigtig godt. Hvis en klub har brug for en rigtig god målmand, er han en, de kan stole på på det punkt,« siger Peter Schmeichel, der kalder Manchester United for en 'fantastisk mulighed' for den 30-årige danske landsholdskeeper, hvis den dukker op.

Kasper Schmeichel var ikke med i de to landskampe i juni mod Tyskland og Kasakhstan. Det skyldtes, at den danske målmand døjede med en lårskade og derfor var tvunget til at melde afbud.

Og de sidste mange måneder har den 30-årige Leicester-målmand generelt været uheldig i forhold til skader og landsholdet.

I september sidste år blev Kasper Schmeichel opereret for brok i lysken. Han deltog efterfølgende i de danske kvalkampe i oktober mod Polen og Montenegro, men i november blev han skadet igen - denne gang med en brækket hånd.