Det danske håndboldikon Mikkel Hansen har sat slutspurten ind i en lang og glorværdig karriere – onsdag eftermiddag meddelte han, at håndboldskoene ryger på loftet, når sommerens OL i Paris er fløjtet af.

Og i løbet af dagen har folk stået i kø for at hylde den langhårede verdensstjerne – og her finder man også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Til B.T. lovpriser han Mikkel Hansen.

»Det er en dansk institution, der siger farvel til håndboldbanen. Det er hele Danmarks 'hr. håndbold'. Generationer af danske drenge og piger har nydt Mikkel Hansens engagement, hans kampgejst og hans målfarlighed – enten i håndboldhallerne eller foran skærmen.«

»Han har åbnet håndboldspillet for titusindvis af mennesker – ikke bare i Danmark, men i hele verden. Man kan ikke overvurdere hans betydning for sporten.«

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jakob Engel-Schmidt mener, at Mikkel Hansen historisk set placerer sig helt i toppen af betydningsfulde danske idrætsudøvere, hvor han gnubber skuldre med blandt andre Michael Laudrup. 

»Ja, han hører til i den absolutte top af danske sportsfolk, og derfor er der kæmpe grund til at hylde ham i resten af hans karriere.«

»Det er få, der har haft den store ære at blive kåret til verdens bedste håndboldspiller flere gange, uden at det er steget dem til hovedet. Man har altid haft et indtryk af – når han er stillet op til interviews eller har besøgt folk – at han har benene solidt plantet i den danske muld,« lyder det fra kulturministeren.

Mikkel Hansen har i løbet af sin landsholdskarriere vundet VM tre gange, EM én gang og OL én gang. Tre gange er han blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller.