Gode nyheder fra FC Barcelona. Klubbens træner, Tito Vilanova, er snart tilbage på arbejde, efter hans operation tidligere på måneden.

Kort før jul gik der chokbølger gennem den catalanske fodboldverden, da FC Barcelonas træner, Tito Vilanova, igen måtte opereres for en cancertumor. Men nu er der gode nyheder. Vilanova kan genoptage sit arbejde i den spanske storklub kort efter nytår. 

 - Jeg tror, han vil returnere til sit arbejde om 15 til 20 dage, fortalte FC Barcelonas præsident Sandro Rosell tidligere på dagen, da han gæstede Dubai International Sports Conference.

- Han skal gå til tjek engang imellem, men lægen har forsikret mig om, at det ikke vil afholde ham fra at træne holdet, sagde Rosell endvidere.

Efter sin operation forlod Tito Vilanova sygehuset den 22. december. Siden har træneren, der sidste år gennemgik en lignende operation, været i fremgang.