Advarsel - nedenstående artikel vil få en del af læsere til pludseligt at føle sig meget gamle.

Husker I Ian Wright? Arsenals stjerneangriber, der engang forsøgte at invalidere Peter Schmeichel i et hadsk opgør mod Manchester United på hedengangne Highbury.

Du husker nok også Shaun Wright-Philips, Ian Wrights adoptivsøn, der har spillet i Premier League-klubberne Chelsea, Manchester City og Queens Park Rangers.

Og NU vil du føle dig gammel. For Shaun Wright-Philips' 15-årige søn - Ian Wrights barnebarn (!!) - D'Margio Wright-Phillips, er netop blevet udtaget til det engelske U16-landshold.

D'Margio Wright-Phillips er til dagligt tilknyttet Manchester Citys ungdomsakademi, og han skulle angiveligt - ligesom sin far - være en driblestærk kantspiller med masser af fart i fødderne.

Den unge Wright-Philips skulle angiveligt også have været et stort talent inden fr cykling, men han har valgt at satse på fodbold - og det har nu kastet en landsholdsudtagelse af sig.

Dermed går D'Margio Wright-Phillips i sin fars og farfars fodspor. 35-årige Shaun Wright-Philips står noteret for 36 landskampe, mens 53-årige Ian Wright har 33 landskampe på cv'et.