Hvis du sidder håbløst fast i Destinys skånselsløse grind- og light-system, men stadig gerne vil ud på slagmarken, så vil Respawn Entertainment gerne byde ind med den tredje download-pakke, IMC Rising, til deres åleglatte og meget populære skydespil Titanfall.

Pakken, der er tilgængelig fra i dag til både Xbox One og Pc, indeholder tre nye baner kaldet Blackwater, Sand Trap og Zone 18. Blackwater, der foregår på et smuglerdestilleri er kendetegnet ved dets højdeforskelle og store åbne vidder, mens Zone 18 udspiller sig på en robotfabrik. Sidst, men ikke mindst er der Sand Trap, der med sine store brændstofreserver og bundløse slugter, kræver en dygtig pilot for ikke at ende som et lig.

Læs også: Blow ser ud til at kunne lave endnu en spilperle

 
Vi skrev bl.a. følgende om selve Titanfall, der oprindelig blev lanceret d. 14. marts, men som danske Xbox One-ejere for alvor fik fingrene i d. 5. september i forbindelse med den officielle lancering konsollen d. 5. september:
 
"Bombastisk, anderledes og aldeles vanedannende skydespil, der blander fodtusser med tonstunge kamprobotter og slipper uendelig godt fra fusionseksperimentet. Respawn Entertainment, der består af tidligere Infinity Ward-folk, har lavet den naturlige tronfølger til Call of Duty, og vi kan ikke få hænderne ned."
 
Electronic Arts har endnu ikke meddelt, hvornår IMC Rising lanceres til Xbox 360, men da det er Bluepoint Games der står for denne udgave, så kan der gå et stykke tid før spilstudiet er klar med denne version.
 
Du kan se nærmere på traileren lige her