Nye Borgerlige har tre ufravigelige krav til en kommende borgerlig statsministerkandidat.
Det ved de fleste, ligesom det har stået lysende klart, at hun og partiet adskilte sig fra alle de andre ved rent faktisk at ville gå ned med det skib. Men nu er der opstået tvivl på et lidt besynderligt tidspunkt.
Det er ikke normalt op til valg til kommuner og regioner, at man skal rokke med den politiske båd, medmindre man spiller ud med noget, som de lokale og regionale kandidater kan bruge. Man kan derfor som udgangspunkt gå ud fra, at Vermund har tænkt over sine ord, og at de har en funktion – en opgave, de skal løse.
Men lad os først se på ordene, som faldt i et interview i Ekstra Bladet, hvor Pernille Vermund bliver spurgt, hvornår hendes ufravigelige krav nummer et blevet honoreret.
Altså, hvordan kan man måle, om du når i mål? Hun svarer: »Det er det, når der er en statsministerkandidat, der er villig til at skrive det her ind i regeringsgrundlaget,« og tilføjer, at forudsætningen er en statsministerkandidat, der er villig til at arbejde for at realisere det, der er vigtigst for hende.
Her kan man jo godt forstå, at den vakse iagttager spærrer øjnene op, for lyder det ikke temmelig meget som dengang, Liberal Alliance vekslede et ufravigeligt krav om topskattelettelser til et voldsomt ambitiøst regeringsgrundlag, som dog ikke kunne føres ud i livet?
Jo, der er en slående lighed. Bortset fra at LA dengang i det mindste fik ministerposter og rent faktisk fik gennemført en del liberal politik. Nye Borgerliges korrektion ligner en frivillig indbetaling på skattekontoen.
Pernille Vermund kan utvivlsomt huske hele historien om Liberal Alliances træklatringer fra 2015 til 2019. Alligevel valgte hun at gå til valg på at være ufravigelig med lige så stålsatte blå øjne, som vælgerne før havde set på en anden partileder.
På en måde blev Vermunds løfte om at ville noget ambitiøst eller slet ikke pege på en borgerlig statsministerkandidat skærpet af, at hun vidste, hvordan vælgerne havde læst LA – og følt sig svigtet af dem. Hendes løfte faldt nemlig lige på det tidspunkt, hvor det var mest åbenlyst for alle, at vælgerne havde troet på Liberal Alliances trusler.
Alligevel har Vermund over noget tid løsnet lidt på bardunerne. Spændstigheden i det ultimatives telt er faldet, fordi hun har åbnet for en anden fortolkning af hendes stålsathed. Og man må lægge til grund, at hun ved, hvad hun gør.
Hvorfor så løbe den risiko. Og hvorfor netop nu?
Den enkle forklaring er, at hun er klog nok til at vide, at det bliver nødvendigt – og så er det klogere at gøre det før et valg til Folketinget end midt i en valgperiode, hvor man allerede har peget på en blå statsminister. Hvis vælgerne igen vælger hende og Nye Borgerlige, vil man kunne sige, at de var advaret.
Måske findes der også nogle kandidater til byråd og regionsråd, der er trætte af at blive spurgt om, hvorfor Nye Borgerlige er parate til at forlænge Mette Frederiksens regeringstid, hvis de ikke kan få deres vilje i ét hug fra start.
Og hvordan kan sådan nogle stædige asner indgå i det berømmede kommunale kompromisværksted, hvor de fleste melder sig ud af eget parti og ind i kommunepartiet? Det kunne forklare timingen.
Men måske er det bare så helt utroligt lavpraktisk, at Pernille Vermund som så mange protesttyper har gjort før hende, overgiver sig til Christiansborg-logikken. Hun får ikke 90 mandater, ergo får hun ikke sin vilje.
Det er det, hun fortæller vælgerne. Det og så det faktum, at hun tror på, at de borgerlige kan få flertal igen.
Ugens plan om en plan
Regeringen præsenterede onsdag en stor plan. I flere medier blev det udlagt som en plan for, hvordan man skal nå de ambitiøse klimamål. Men det er nu lidt en tilsnigelse.
I hvert fald hvis man forventer, at sådan en plan skal indeholde alle de konkrete tiltag, der skal til. Det ligner mere en tidsplan for, hvornår man skal forhandle på hvilke områder – igen. Ja, igen. Klimaministeren sagde ligefrem, at når man når 2025, vil man have genbesøgt alle områder.
På den ene side er det jo fint at vende bunken igen og se, om ikke man kan gøre det hele lidt bedre. På den anden side er det virkelig irriterende for både borgere og virksomheder, at de ikke kan regne med, hvad fremtiden gælder. De fleste er klar til den grønne omstilling – også selvom den koster noget. Men de vil godt snart have nogle konkrete svar fremfor planer om planer.
Ugens ulmende utilfredshed
Chefredaktørerne er blevet en lille smule kritiske over for statsministeren, som flere mener mistænkeliggør pressen uden konkrete eksempler. Samtidig er hun ikke til rådighed for kritiske spørgsmål.
De har ret. Det har bare taget dem ubegribeligt lang tid at mande sig op til lidt kritik af deres minister.
Statsminister efter statsminister stiller op til færre interview og i kortere tid, og de vælger oftere egne kanaler eller bløde medier. Når nogen har formastet sig til at gøre opmærksom på det, er man blevet rettet af netop chefredaktører, som absolut ikke mente, at man kunne finde den mindste sammenligning med tidligere præsident Trump. Men det kan man. Det har almindelige menneske kunnet se længe.
Ugens interview
Dansk Folkepartis partimoder, Pia Kjærsgaard, stillede op til interview hos Søren Lippert for at slå fast, at hun aldrig bliver formand for DF igen. Det var et luftkastel, som hun alligevel havde følt sig presset af igennem nogen tid.
Og det kan ligne en god nyhed for Kristian Thulesen Dahl, at hun på det nærmeste sagde, at han kunne sidde der, til han skulle bæres ud. Men helt så god er verden ikke. For mon ikke formålet også var at gøre klart, at nu er alting hele tiden og ufravigeligt Kristian Thulesen Dahls ansvar.
Det har det været længe. Men nu har hun sagt det, så enhver skulle kunne forstå det og huske det 17. november – dagen efter KV21.
