Med mange kilometer valgkamp i benene skal partierne nu have flyttet fokus og lynhurtigt få analyseret på både valgets tale og på egne partiers muligheder i forbindelse med de regeringsforhandlinger, som allerede er gået i gang. Det koster hovedbrud alle steder.
Valgresultatet var lysende klart på i hvert fald ét punkt. Vil man respektere valgets tale, skal Mette Frederiksen være statsminister, og Socialdemokratiet skal være det bærende regeringsparti.
Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at det bliver sådan, når de kringlede forhandlinger er overstået, men at det var vælgernes intention, er tydeligt.
Dernæst gav valget et snævert rødt flertal. Det betyder også, at hvert eneste af de 90 mandater sidder med absolut vetomagt, hvis man baserer sig på det flertal.
Det er værd at notere sig oven på den sidste valgperiode, hvor 32 MFer blev løsgængere og/eller skiftede parti. Det er derfor ikke det mest oplagte at bygge en regering på det fundament, men det er muligt! Og det er måske det mest afgørende, for det giver Mette Frederiksen bedre kort på hånden under regeringsforhandlingerne.
Selv siger Mette Frederiksen, at valgets tale er, at danskerne har bedt om en bred regering. Det er en fornuftig analyse, men også en, der kommer til at tage noget tid at lande.
Der er simpelthen ingen partier, der rigtigt har råd til at give sig så meget, som det vil kræve, før det har set rigtig svært ud. Vi kan altså se frem til nogle grundige og langstrakte regeringsforhandlinger. Tid er i sig selv en slags fremkaldervæske.
Den hurtigste løsning vil man kunne opnå ved at skabe en regering mellem Socialdemokratiet og de erklærede midterpartier: Moderaterne og Radikale Venstre. Den regering vil dog kun have 73 mandater, og skal derfor have et parlamentarisk grundlag for at nå op på de forkætrede 90 mandater.
Det oplagte bud, hvis man ser på politisk indhold og muligheden for at skabe enighed på afgørende områder, som økonomi, sundhed og reformer, vil være Venstre. Så når man samlet set op på 96 mandater.
Man kan også forsøge at gentage en SV-regering, som Danmark sidst fik i 1978. Den havde dog ikke ligefrem succes, men en sådan kan vælge at gennemføre de mest presserede reformer, og så relativt hurtigt tage – eller blive tvunget til – et valg igen, for at komme videre.
En SV-regering vil lige nu have 73 mandater, men med Radikale Venstre og Moderaterne som støttepartier, vil man nå op på 96 mandater bag regeringen.
Og ja, man kan forestille sig alt muligt andet også. Der er bestemt scenarier, hvor man ender med en lilla eller blå statsminister eller et flertal bag Mette Frederiksen, som overrasker i sin sammensætning. Alt er i teorien i spil. Men det vil under alle omstændigheder være hensigtsmæssigt, hvis vælgerne så nogenlunde kan genkende sig selv i resultatet.
Det er ikke længere et spørgsmål om, hvad partierne ønsker sig, men om, hvad de kan holde til. Og når man analyserer på det, handler det først og fremmest om indhold.
De rød/grønne partier kan ikke holde til noget, der slækker på de grønne ambitioner, øger uligheden markant eller underprioriterer velfærden. Midterpartierne kan holde til meget, men har et udpræget behov for, at kunne gentage ordet 'reformer'. De blå partier kan ikke holde til noget, der er økonomisk uansvarligt, en slap udlændingepolitik eller noget, der gør op med det frie valg.
Socialdemokratiet er så heldige, at meget af det, de ikke kan holde til, vil være krav fra de partier, de skal samarbejde med. De skal dog hele tiden være opmærksomme på at have begge fløje med på indholdet. Eller oversat til politik: Økonomisk ansvarlighed, grønne ambitioner, stram udlændingepolitik og velfærd. Derudover skal de levere noget på løn til offentligt ansatte.
Den faktor, man under ingen omstændigheder må overse, er, at det for mange partier kan have kæmpe fordele at stå helt uden for samarbejde og bare plaffe løs på dem, der ender med ansvaret. Med magten følger et liv på skydeskiven.
Ugens lederskifte
Den første store omkostning ved valget kom allerede dagen efter, hvor partiet, der udløste valget, mistede deres formand. Sofie Carsten Nielsen trak sig overraskende som formand for De Radikale, før det senere på dagen stod klart, at hun havde sikret sit eget mandat, men hun mente altså ikke selv, at det var godt nok.
Det er også en voldsomt hård omgang, hun har stået igennem på partiets vegne. I løbet af torsdagen måtte den nye radikale gruppe så tale sig til enighed om et nyt formandskab bestående af ny formand, Martin Lidegaard, og ny næstformand, Samira Nawa. De to radikale, som fik flest og næstflest stemmer ved folketingsvalget.
For en gangs skyld har De Radikale valgt den formand, som giver mest mening for ikke-radikale, men spørgsmålet er, om det så er indvarsler intern utilfredshed.
Ugens forudsigelige
Også blandt konservative bliver der sparket lidt til den skammel, Søren Pape Poulsen sidder på. Endnu ikke på noget alarmerende niveau, men for eksempel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller ude at opfordre til en grundig evaluering af valget – herunder 'formandssituationen'.
De Konservative har en blodig historie om formandsskifte i tide og nok mest i utide. De skifter hellere formand en gang for meget end en gang for lidt.
Lige nu er det skuffelsen, der taler, men i modsætning til tidligere, står der flere gode alternativer klar, som ovenikøbet er valgt ind, og nogle har endda ministererfaring.
Overvejelsen går på, om Pape er blevet til grin, eller om han faktisk kan komme styrket tilbage, fordi han har overlevet en hel valgkamp som den kanin, jægerne indstillede sigtekornet mod. Se blot, hvad det har gjort for Lars Løkke Rasmussen.
Ugens regel
Blå blok og Moderaterne fik knap 70.000 flere stemmer end rød blok, men valglovens paragraf 77, stk. 4 kom for første gang nogensinde i brug og sikrede det 90. mandat til rød blok.
Det er ellers noget, vi forbinder med amerikansk politik, at man kan vinde flest stemmer og alligevel tabe valget. Men før nogen nu får kaffen galt i halsen, så husk lige på, at dansk valgmatematik i forvejen er ret kompliceret og for eksempel er et mandat i København markant dyrere (i antal stemmer) end et i Jylland.
Der er folk med tusindvis af personlige stemmer, som ikke er blevet valgt, og folk med et par hundrede personlige stemmer, der er blevet valgt. Så der er måske andre uretfærdigheder, man skal se på, før paragraf 77, stk. 4, som altså nu er blevet brugt for første gang.
