Skat får informationer fra udlejningsbureauer og internettet for at finde sommerhuse, der udlejes uden om skattemyndighederne.

Når turister lægger hovedet på puden i et lejet dansk sommerhus, husker ejeren af sommerhuset ikke altid at fortælle skattemyndighederne om det. Men nu går Skat nye veje for at afsløre sort sommerhusudlejning. Det skriver JydskeVestkysten.

Nye tal fra Skattecenter Esbjerg viser, at over 60 procent af sommerhusejerne i Syd- og Sønderjylland ikke har skrevet det fjerneste på selvangivelsen om, at de udlejer deres sommerhuse. Og Skat tror ikke på, at så mange sommerhuse alene benyttes af ejeren af huset.

Skat får derfor nu informationer hos diverse udlejningsbureauer, ligesom man kaster et godt og grundigt blik på internettet for at finde sommerhuse, der bruges til udlejning.

- Sommerhusejere, der forsøger at snyde, kan godt begynde at ryste i bukserne. Vi kommer efter dem nu, og vi har allerede materiale på flere områder. Vi finder os ikke i, at folk i svindler på det her område, siger Klaus Hansen, projektleder ved Skattecenter Esbjerg.

En kontrolaktion fra Skat afslørede for nylig, at halvdelen af sommerhusejerne i ferielandet Lalandia ved Rødby på Lolland i årevis havde snydt skattevæsnet for millioner af kroner.

/ritzau/