Den nye generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn vil have skarpere nyheder og mere fra regionerne.

Endnu bedre nyheder og mere fokus på den regionale dækning. Det er nogle af de visioner, som den nye generaldirektør i Danmarks Radio Maria Rørbye Rønn har for public-service mediet fremover.

- DR skal nu fokusere på indholdet og kvaliteten af indholdet. Vi skal lave endnu bedre nyheder og i højere grad ud i landet og samle danskerne på tværs af geografiske og sociale skel, siger hun til Ritzau.

Maria Rørbye Rønn blev mandag præsenteret som ny generaldirektør på et pressemøde i DR-byen. Ifølge den nye chef skal DR også blive bedre til at formidle kunst og kultur, så det bliver relevant for alle danskere.

Selvom kvaliteten og indholdet af DR's programmer skal op i en højere liga, så betyder det ikke nødvendigvis, at for eksempel X-factor bliver sløjfet fra sendefladen.

- Jeg vil ikke love, at X-factor fortsætter, men vi skal også lave underholdning. Det er vigtigt at understrege, at vi også har en opgave med at lave programmer, der samler danskerne bredt, siger Maria Rørbye Rønn.

En af de store udfordringer fremover for DR bliver at fange de unges opmærksomhed, mener den 47-årige generaldirektør.

- Vi skal blive bedre til at levere samfundsrelevant indhold til de unge. Her vil vi i højere grad bruge internettet og mobil, hvor vi ved, de unge befinder sig, sagde hun på pressemødet.

Maria Rørbye Rønn har været ansat i DR i 15 år og kommer fra stillingen som direktør for DR Jura, Politik og Strategi. De sidste fire måneder har hun været konstitueret i stillingen som generaldirektør.

Bestyrelsesformand i DR Michael Christiansen kaldte på pressemødet med ironi i stemmen den nye chef for en "dødssyg djøfer", men han er overbevist om, at juristen er den rette til chefstolen i DR.

- For det først er Maria meget fagligt dygtig og har fuldstændig overblik over virksomheden. Og hun har vist, at hun har stor respekt for vores fagredaktører, og hun kan træffe afgørelser og holde fast i dem, siger han.

/ritzau/