Det kan ifølge en børnepsykiater være svært at sige, om et barn med en psykiatrisk diagnose rent faktisk er sygt, eller om det er medicinen, der fremprovokerer symptomerne på sygdommen.
Et barn med diagnosen ADHD kan have fordel af at skære ned på den medicin, der er ordineret for at holde lidelsen i skak.
Det mener børnepsykiater Lisbeth Kortegaard, som i programmet Brænd sig på psykiatrien på DR P1 fortæller, at det rent faktisk kan være medicinen, der gør børnene syge.
»Min erfaring har ofte været, at hvis vi holder igen med medicinen, kan symptomerne på de diagnoser, som barnet blev behandlet for, ikke genfindes. Jeg har ikke set et eneste barn, som ikke fik det bedre af afmedicineringen,« siger hun.
Børnepsykiateren fortæller, at medicinen ikke har en helbredende effekt og at det derfor ikke kan være medicinen, der har gjort børnene fri af deres diagnoser.
Lisbeth Kortegaard har i sit arbejde som overlæge på flere børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger været i kontakt med børn med diagnoser som ADHD, autisme og depression, og her har hun blandt andet set, at bi- og eftervirkninger fra medicinen fejlagtigt bliver tolket som symptomer på den psykiske lidelse.
»Nogle børn får optrappet deres medicinske behandling, selv om det havde været bedre at fortsætte en udtrapning. Når et barn med for eksempel en ADHD-diagnose bliver trappet ud af medicin, vil barnet blive mere uroligt, og her ser jeg ofte, at den medicinske behandling startes igen eller øges. Mere medicin giver så måske bedre virkning, men det giver som regel også flere bivirkninger,« siger Lisbeth Kortegaard.
Hun har indtryk af, at der ikke er styr på, hvilke symptomer, der har med bivirkninger at gøre, og hvilke der stammer fra sygdommen. Problemet er nemlig, at bivirkninger fra psykofarmaka både kan for eksempel øge appetitten og gøre barnet mere indelukket - altså at den kan give både fysiske og psykiske reaktioner.
Samtidig finder børnepsykiateren det problematisk, at mange børn får at vide, at deres psykiske sygdom er kronisk.
»Der bliver skrevet i udtalelser, at der er tale om et livslangt handicap. Det mener jeg simpelthen ikke, vi har belæg for at udtale os om. Men ved at gøre det, kan vi starte en proces, som bliver selvopfyldende. Og det er noget, der bekymrer mig rigtig meget,« siger hun.
Lisbeth Kortegaard understreger, at en eventuel afmedicinering af børn foretages over en længere periode og bør følges på tæt hold af en psykiater.
