Tirsdag delte justitsministeren en meget voldsom besked på sin Facebook-side.

'Søren Pind og hans familie er sikret. Det er os andre, der er i farezonen. At Finn (Nørgaard, red.) blev dræbt fik de også fordrejet, så han ikke døde af terror. Pind og Løkke får alt dårligt op i mig, og jeg beder hver aften til, at dem og deres børn bliver syge og ikke kan få ambulancer. Eller at Pinds døtre bliver ’gangraped’. Så vil lovene blive ændret…'

Søren Pind, der er far til to drenge, delte beskeden med svaret:

'Jeg måber gang på gang over, hvad mennesker i vore dage kan få sig selv til at skrive. Tænk hvis de selvsamme folk brugte deres kræfter i demokratiets tjeneste - i stedet for at undergrave det med tarveligt og underlødigt pøbelskriveri… Jeg har da aldrig hørt noget lignende. Der er INGEN undskyldning for at ønske nogens børn det ondt.'

Afsenderen var Hanne Sørensen, og nu fortæller hun til BT, hvad hun i virkeligheden mente:

»Jeg vil gerne sige, at jeg ikke var ude efter, at hans børn bliver voldtaget. Jeg kan godt se, at det kan blive læst sådan, men mit brev blev fuldstændigt misforstået. Jeg har også skrevet undskyld til børnene, og dem som har misforstået det. Jeg ønsker ikke, at nogen skal voldtages eller kommer til skade,« fortæller hun om den meget bombastiske besked.

Hanne Sørensen skrev beskeden på baggrund af et interview, hun havde læst, hvor Søren Pind udtaler, at han hverken er bange eller nervøs for at bo i Danmark.

»Jeg blev harm. Det kan han jo sagtens skrive, når han selv har bodyguards, og min lille hund må ikke engang beskytte mig, for så bliver den aflivet. Jeg må ikke engang have peberspray på mig, hvis der kommer en kriminel og overfalder os, og han har livvagter med 'licens to kill'« siger 57-årige Hanne Sørensen om det, hun kalder for en meget kluntet formulering.

Hun forsøgte at uddybe sin holdning i kommentarfeltet på Søren Pinds side, men hun blev blokeret fra den.

»Det, jeg mente, var, at han har indledt en ’fest’ med de åbne grænser, og derfor må han være ansvarlig for festens 'gæster'. Det kan ikke være rigtigt, at ’naboen’ lider overlast,« siger hun.

BT har forsøgt at få en uddybende kommentar fra justitsministeren, men det var ikke muligt at få en kommentar, da han er på ferie.