Billeder af kæresten, koder til konti og private dokumenter med cpr-nummer og kreditoplysninger.

Det er nok de færreste danskere, der synes, det er rart at vide, at en kriminel hacker kan komme i besiddelse af deres private oplysninger med få klik. Når det sker, vil en hel del gå meget langt i forsøget på at få deres personlige data tilbage.

Det afslører en ny undersøgelse, der viser, at knap halvdelen af danskerne er så villige for at få deres data tilbage, at de gerne vil betale hackeren penge for det.

Undersøgelse, der er lavet af Opinion Matters for Kaspersky Lab, viser, at i gennemsnit er hele 46 procent danskere villige til at betale for at få deres data retur.

Det specifikke beløb varierer, men hele 32 procent af dem er villige til at betale mellem 700 og 7.000 kroner. Dette står i skarp modsætning til, hvad det koster at beskytte sig selv.

»Cyberkriminelle har uhyggeligt gode kår i Danmark, fordi vi ikke forstår værdien af vores data i tide. Det er tankevækkende, at folk er mere indstillede på at betale for at få deres data returneret end på at beskytte sig selv. På den måde støtter almindelige mennesker en kriminel forretningsmodel i stedet for at udvikle et værn mod de kriminelle,«  siger Leif Jensen, der er direktør for Kaspersky Lab i Norden.

Unge er mere naive

Særligt de yngre generationer er opsat på at genvinde adgang til deres data, hvis de mister dem. For eksempel er hele 70,5 procent blandt de 16-24 årige villige til at betale for at få data retur, mens kun 35 procent af de 45 til 54-årige vil betale for det samme.

De unge er mindre bekymrede over udsigten til at miste deres finansielle data. Mens 56 procent af de 16 til 24-årige anser deres bankinformationer som noget af det mest værdifulde, så er tallet helt oppe på 72 procent for de 45 til 54-årige.

Til gengæld bekymrer dobbelt så mange af de 16 til 24-årige sig for at miste deres login-informationer til de sociale medier, som de 45 til 54-årige gør.

»De cyberkriminelle målretter deres hackerangreb og online svindelnumre efter, hvor pengene er. Derfor giver det god mening, at vi ser en stigning af ransomware-angreb i Danmark.  Med den voksende trussel er mange danskere i fare for at miste deres data og blive ofre for cyberkriminalitet. Derfor bør de som minimum beskytte sig mod ubudne gæster med et gratis antivirusprogram,« siger Leif Jensen.