Ingen betalingsaviser udkommer længere i 100.000 eller flere eksemplarer. Ekstra Bladet går voldsomt tilbage.

Ingen danske aviser udkommer længere i et oplag på 100.000 eller mere på hverdage.

Det fremgår af den seneste opgørelse, de såkaldt ikke-kontrollerede oplagstal, fra Dansk Oplagskontrol, som blandt andet gengives på Journalisten.dk.

I juli 2010 kunne Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten stadigvæk glæde sig over sekscifrede oplag, men de tider er forbi.

Jyllands-avisen topper fortsat statistikken over de mest solgte aviser, nu med et oplag på 99.032. Derefter følger Berlingske (97.481) og Politiken (92.660).

Nedturen blandt landets største dagblade går allerværst ud over Ekstra Bladet.

Avisen, der i slutningen af 1970'erne rundede 250.000 eksemplarer, havde i juli et oplag på 73.812. Det svarer til en tilbagegang på 8,3 procent. i forhold til den samme måned sidste år.

B.T. går ligeledes tilbage, men er med 74.858 en smule større end sin primære konkurrent.

Aviserne uden for København rammes også hårdt af tidens ændrede medievaner.

På et år har Randers Amtsavis mistet 14,8 pct. af oplaget, som nu lyder på 8173. Bornholms Tidende kommer nu i et dagligt oplag på 9509, svarende til et minus på 8,7 procent.

Enkelte aviser i provinsen skiller sig ud og bryder det negative billede.

Blandt dem er Horsens Folkeblad, hvis aktuelle oplag på 13.484 svarer til en fremgang på 3,7 procent.

Kristeligt Dagblad skiller sig også ud med en fremgang fra 25.406 til 25.900, eller på godt fem procent.

Tallene omfatter ikke gratisaviser som MetroXpress og Urban.

/ritzau/