Verdensmesteren nåede akkurat at indhente et udbrud, der ødelagde alt for sig selv kort før målstregen.

København. Nølen blandt fem udbrydere var hovedårsagen til, at verdensmesteren Peter Sagan onsdag vandt 3. etape i cykelløbet Eneco Tour, der bliver kørt i Holland og Belgien.

Slovakken fra Tinkoff-holdet var hurtigst i den afsluttende spurt, da hovedfeltet akkurat indhentede udbruddet kort før målstregen.

Hollænderen Danny van Poppel (Sky) og franskmanden Nacer Bouhanni (Cofidis) sluttede som henholdsvis nummer to og tre.

De fem udbrydere så meget længe ud til at holde feltet bag sig. Men til sidst gik udbruddet helt i stå, da ingen ryttere ville lave det nødvendige arbejde, formentlig af frygt for ikke at have kræfter nok i spurten.

Australieren Rohan Dennis (BMC) fører fortsat i den samlede stilling.

Peter Sagan er nummer to, tre sekunder efter den førende rytter.

/ritzau/