Spørgsmål: Hej Chris, tak for din brevkasse her på BT. Jeg er en af mange tusind danskere, som på søndag giver mig i kast med Copenhagen Marathon. Det bliver en stor oplevelse at løbe på ”hjemmebane”. Det er mit første maraton og jeg har en personlig målsætning, som jeg gerne vil holde for mig selv. Men har du nogle gode råd på falderebet? Jeg er lidt nervøs, men på samme tid glæder jeg mig som et lille barn. Venlig hilsen Kristina

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Copenhagen Marathon er en fest for løbeglade mennesker med forskellige nationaliteter. Det er på mange måder en unik begivenhed, som favner mangfoldigheden og samler både løbere og tilskuere. Det er jeg stor fan af.

På et generelt plan er jeg hverken for eller imod maraton – det vigtigste er, at man vælger en form for fysisk aktivitet, som man kan lide, hvor man udfordrer sig selv og sin krop i en grad, som kroppen kan holde til. Om det er maraton eller en gåtur langs vandet er op til den enkelte.

Der er kun få dage til løbet skydes i gang, så på den forberedelsesmæssige side kan du ikke gøre mere i relation til din træning. Du bliver ikke bedre, end du er i dag. Så fokuser på de ting du reelt kan påvirke og arbejde med herfra og frem til løbets start. Det er dit udstyr, dit energi- og væskeindtag samt din mentale attitude.

- Udstyr: Løbeskoene er på plads, så det drejer sig mere om din påklædning på dagen. Hold øje med vejrudsigten, så du kan vælge den rette beklædning. Som det ser ud pt. kan det godt blive en varm omgang på søndag, så tænk over tøjet, en kasket (solskærm) er en god idé og husk solcreme.

- Energi- og væskeindtag: Spis godt i dagene op til løbet, men der er ingen grund til at overdrive det. Spis den mad og mængde, som du ved din krop responderer godt på, når du skal løbe. Husk også væsken i dagene op til løbet. Du kan ikke indhente et væskeunderskud om morgenen på løbsdagen, så det er bedre at holde dig hydreret end indhente det tabte lige inden målstregen. Husk også at drikke undervejs, hvis det bliver meget varmt. Udnyt de vandposter, der er på ruten – også fra løbets start.

- Mentalt: Jeg kender ikke din målsætning, men tro på dit projekt. Tro på, at det kan lade sig gøre. De færreste, der debuterer til et maraton, har løbet den fulde distance, så der vil være tidspunkter, hvor du kommer i tvivl og hvor du bevæger dig ud på ukendt grund. Der vil være op- og nedture, men efter en nedtur kommer oftest en optur. Sidst men ikke mindst: NYD DET!

CPH marathon svinger nærmest forbi min baghave, så jeg er formentlig at finde på ruten for at heppe på jer alle sammen. Jeg ønsker dig et godt løb på søndag.

Stay strong, stay graceful!