KOMMENTAR

Manor-teamet har efterhånden længe været Kevin Magnussens sidste mulighed for et løbs-sæde i Formel 1-VM 2016. Men da jeg hørte, at teamchef John Booth og sportsdirektør Graeme Lowdon nu forlader teamet, håbede jeg ærligt talt, at Magnussen ikke fik chancen.Booth og Lowdon var nemlig rygraden i det lille team, der har haft så meget at kæmpe med.

Manor, der dengang hed Marussia, gik i betalingsstandsning sidste efterår, men Booth og Lowdon kæmpede heroisk for deres team. Med den irske multimillionær Stephen Fitzpatrick fandt de en ny investor, der reddede Manor og sørgede for, at de kom med i VM 2015.

Nu er Booth og Lowdon kommet i konflikt med Fitzpatrick og forlader det team, de selv har opbygget. Det lignede et scenarie, vi har set mange gange i Formel 1-historien: Rigmand køber team, rigmand tror, han har forstand på Formel 1, rigmand indsætter sig selv som teamchef, rigmand oplever sit team smuldre og rigmand forlader Formel 1, som en ikke helt så rig mand.

Men nu viser det sig, at Fitzpatrick måske alligevel har forstand på Formel 1. I hvert fald nok til, at han ikke selv vil lede teamet. Han søger en ny teamchef og har været i dialog med den tidligere chef for McLaren-teamet, Martin Whitmarsh. Det var ham, der hentede både Jan (i 1994) og Kevin Magnussen til McLaren, men han blev smidt på porten, da ejer Ron Dennis selv overtog ledelsen af Formel 1-teamet op til 2014.

Jeg har hørt, at Whitmarsh i første omgang har takket nej til jobbet som ny Manor-boss, men måske kan han alligevel overtales. Fitzpatrick har allerede hyret den tidligere McLaren-team-manager Dave Ryan som ny sportchef. Ryan havde loyalt arbejdet en menneskealder for McLaren, men blev ofret, da man skulle finde en syndebuk for den såkaldte 'lie-gate' affære i 2009, hvor den daværende McLaren-kører Lewis Hamilton forsøgte at snyde sig til en placering i Australiens Grand Prix.

Manor-bilerne skal næste år drives af Mercedes' nuværende motorer. Der er ingen tvivl om, at Mercedes' 2016-motorer vil være en tand bedre, men forskellen er næppe markant. Og jeg kan sagtens se Manors 2015 Mercedes-motorer være bedre, end både det Renault og Honda kommer op med næste år. Og definitivt bedre end de 2015 Ferrari-motorer, Toro Rosso ventes at stille op med.

Mercedes har lagt op til, at motor-dealen med Manor kan inkludere en plads i teamet til deres juniorkører Pascal Wehrlein, men det andet sæde er ledigt. Derfor ligner Manor trods Booths og Lowdons afgang en fornuftig 2016-mulighed for Kevin Magnussen. Der skal utvivlsomt penge med, men hvis Fitzpatrick forstætter sin rationelle tilgang til Formel 1, ved han også, at Kevin Magnussen med relativt få penge vil være en bedre og mere langsigtet løsning end for eksempel Will Stevens eller Alexander Rossi eller Rio Harianto med rigtigt mange penge.

At Magnussen samtidig måske vil få muligheden for at sætte Wehrlein - Mercedes' kandidat til at afløse Lewis Hamilton eller Nico Rosberg - på plads, vil kun styrke Magnussens Formel 1-fremtid. Og et team med Whitmarsh, Ryan og Magnussen vil i hvert fald være topmotiverede for at gøre det slemme ved McLaren i 2016.