Danmark skal om små to uger være vært ved VM i badminton. I den forbindelse var kronprins Frederik tirsdag mødt op i idrættens hus i Brøndby for at overvære badminton-landsholdets træning.

Danske fans har da også god grund til at drømme stort. Både i mixeddouble, herredouble og damedouble spås danskerne gode chancer for medaljer. Men også i herresingle kan Danmark komme til at spille en rolle.

26-årige Jan Ø. Jørgensen ligger på nuværende tidspunkt placeret som verdensranglistens nummer tre - og er derfor blevet seedet 3'er til det kommende VM.

Og Jan Ø. Jørgensen har da også klare ambitioner om, at hente en medalje med fra VM på hjemmebane.

- Jeg går helt klart efter en medalje. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Det er min klare målsætning, og jeg håber, at jeg kan leve op til den, sagde Jan Ø. Jørgensen på et pressemøde tirsdag forud for VM.

Og den danske badmintonstjerne har da også været inde i en god stime i 2013-2014. I 2013 vandt danskeren guld ved French Open, og i april måned i år sejrede han ved EM. Så det er en topmotiveret Jan Ø. Jørgensen, der er klar til at gå på banen og levere sit maksimale i Ballerup Super Arena.

Og netop opbakningen fra hjemmepublikummet kan være en fordel. Det vurderer den tidligere danske badminton-profil Peter Gade, der selv har prøvet at spille VM på hjemmebane. Det skete tilbage i 1999, hvor København var værtsby.

- Det er selvfølgelig noget specielt at spille på hjemmebane. Det er kæmpe stort, og der er meget pres på, men jeg er sikker på, at alle danskerne er, hvor de skal være. Det er kolossalt vigtigt for spillerne at kunne mærke publikums støtte, og det kan være det, der er med til at trække spillerne i den rigtige retning, sagde Gade ved tirsdagens pressemøde.

Jan Ø Jørgensen ser da også frem til at mærke opbakningen fra publikum, når turneringen går i gang.

- Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang og mærke suset, hele atmosfæren og opbakningen. Jeg glæder mig bare til at komme ind på banen og spille, for nu er jeg ærligt talt ved at være lidt træt af at træne, lød det fra Jan Ø. Jørgensen.

Selvom Jan Ø. Jørgensen er det største danske medaljehåb i herresingle, så skal man heller ikke glemme Viktor Axelsen. Det 20-årige danske talent, hvis navn for alvor blev kendt i 2010, da han som blot 16-årig vandt U/19 VM, er seedet til at nå tredje runde. Men han håber på, at han kan overraske, selvom han ved, at det bliver svært.

- Det ville selvfølgelig være sindssygt fedt at kunne stå i en kvartfinale, men der venter mange svære kampe, og først og fremmest vil jeg holde fokus på at holde min seedning, og så tager vi den derfra, sagde Axelsen, der i en eventuel kvartfinale kan risikere at løbe ind i Jan Ø. Jørgensen.

Et VM på hjemmebane ville være en oplagt mulighed for Viktor Axelsen for internationalt at slå igennem for alvor, men det unge talent tænker ikke på et gennembrud nu og her.

- Det er klart, at det selvfølgelig virker oplagt, når VM nu afholdes i Danmark. Men det er egentlig ikke noget, som jeg går rundt og spekulerer på. Jeg tager det, som det kommer, og så skal gennembruddet nok komme på et tidspunkt, fortalte Viktor Axelsen til BT efter pressemødet.

VM i badminton begynder mandag den 25. august.