Politiet i Danmark tror ikke umiddelbart på Stein Baggers påstand om, at han har været udsat for trusler.

Vicepolitikommissær Gert Have fra Nordsjællands Politi fik lørdag aften beskeden om, at Stein Bagger havde meldt sig selv til politiet i Los Angeles.

At Bagger var i USA kom dog ikke som den store overraskelse for politiet.

- Vi vidste, at han var i USA, og det kommer ikke bag på mig, at han nu er anholdt. Jeg er måske lidt overrasket over, at han har meldt sig selv allerede, siger Gert Have til politiken.dk.

Gert Have regner med, at Stein Bagger, der er sigtet for bedrageri og dokumentfalsk for en milliard kroner, bliver udleveret til Danmark:

- Der er en udleveringsaftale, så det skal nok falde på plads.

Vicepolitikommissæren afviser oplysninger om, at Stein Bagger skulle være presset til at gennemføre den omfattende svindel mod IT Factory og en række banker i Danmark og udlandet:

- Det har jeg svært ved at forstå. Hvorfor stikker han så af til Dubai og videre til USA? Han kunne bare være gået til politiet herhjemme. Den synes jeg ikke holder, siger han til politken.dk.

Gert Have siger, at Nordsjællands Politi nu vil tage kontakt til Statsadvokaturen for Økonomisk Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet for at få Stein Bagger udleveret.