Anne-Mette fra Køge fejrer sin 40 års-fødselsdag sammen med Eremitageløbet.

Fra tanke til handling gik der ikke mange sekunder, da Anne-Mette Lindgaard i sommer læste, at Eremitageløbet fejrer 40 års jubilæum søndag 5. oktober.

Dén dag fylder hun 40 år. Og hvad er mere oplagt end at slå de to begivenheder sammen.

- Jeg måtte simpelthen tilmelde mig. Lige siden har jeg glædet mig til fødselsdagen i skoven og mit livs første Eremitageløb. Det bliver festligt, siger hun. Anne-Mette Lindgaard er bankassistent og bor i Køge. Hun er gift med Martin og mor til tre børn på to, fire og seks år.

- Hele familien er med i skoven for at heppe. Bagefter er der fødselsdagslagkage med 40 lys, siger en smilende E-løbsdebutant.

Den friske Køge-pige holdt en længere pause i træningen, mens hun fik tre børn i rap, men har tidligere dyrket fitness og aerobic og løbet kortere motionsløb.

Da tanken om at fejre 40 års fødselsdag sammen med E-løbet blev født, tog hun igen løbetræningen op, købte et par løbesko og stillede op i et fem kilometer kvindeløb i Fælledparken. Forleden testede hun formen i FriLøbet over ti kilometer gennem København.

- Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre. Er jeg heldig, træner jeg to-tre gange om ugen, men det er ikke altid det lykkes. Med arbejde og tre små børn er det svært at få tid til det hele, siger hun.

- E-løbet er et spændende og motiverende mål. Jeg drømmer om at løbe B.T. Halvmarathon og Copenhagen Marathon næste år. Jeg troede ikke, at jeg ville blive så bidt af at løbe.

Priser på stribe
B.T. kårer traditionen tro årets mandlige og kvindelige motionist, som hædres med B.T.s sølvfad, et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen og løbeudstyr fra Skodsborg Sport. Har du en kandidat til titlen, så mail til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk

E-løbet er i det hele taget traditionernes løb, og igen i år har Klarlund udsat et kostbart Rolex-ur og Stenstrup Juveler et Chopard-halssmykke i 18 karat guld med bevægelige diamanter i lodtrækningspræmie blandt alle l­øbere.

Spørgsmål kan rettes til E-løbets sekretariat, elob@ultimate.dk, eller tlf. 88 20 02 12 mandag-fredag kl. 10-15)