Otte år efter, at Cardell Hayes stod bag et opsigtsvækkende skuddrab under et trafikskænderi i den amerikanske by New Orleans, har han nu endelig fået sin straf.

Han skød og dræbte den tidligere NFL-stjerne Will Smith under et skænderi i forbindelse med en bilulykke i 2016. Cardell Hayes har nu fået en dom på 25 års fængsel torsdag i en retssal i New Orleans for drabet.

Det skriver det lokale medie nola.

Sagen er i den grad også opsigtsvækkende, fordi det er anden gang, at den nu 36-årige Cardell Hayes bliver dømt for drabet.

Cardell Hayes er for anden gang blevet dømt for drabet på den tidligere NFL-stjerne Will Smith.
Cardell Hayes er for anden gang blevet dømt for drabet på den tidligere NFL-stjerne Will Smith. Foto: Gerald Herbert/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

En jury dømte i december 2016 Cardell Hayes for drabet på den tidligere Super Bowl-vinder Will Smith. 10 ud af de 12 jurymedlemmer var enige i den kendelse.

Dommen blev dog senere kasseret, efter at den amerikanske højesteret forbød domme, der ikke var kommet igennem via en enig jury. Cardell Hayes blev løsladt, efter han havde afsonet mere end fire år af den oprindelige dom.

Will Smiths datter Lisa, der nu er teenager, var blandt dem, der talte i retten før domsafsigelsen. Hun var dybt påvirket af, at hun ikke havde sin far i nærheden til de store begivenheder i sit liv:

»Hayes, du ødelagde mit liv. Du tog min far fra mig,« sagde datteren i retten.

Will Smith blev skudt otte gange - hvor de syv gange var i ryggen - af Cardell Hayes. Han mente, at han skød i selvforsvar.

I 10 år var Will Smith fast inventar i New Orleans Saints' forsvar, hvor han blandt andet spillede en stor rolle i holdets Super Bowl-triumf i 2010.