De fleste eks-deltagere i det populære X Factor-program møder loyalt op hver fredag til liveshows’ene. Men ikke programmets mest omtalte deltagere.

DR bekræfter, at duoen ikke kommer og bakker deres forhenværende konkurrenter op.

- De har brug for ro. De skal lige sunde sig, og tænke sig om, inden de vil stille sig frem i offentligheden, fortæller underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme.

Han fortæller, at DR dagligt er i kontakt med både 24-årige Jean Michel og 16-årige Nicoline Simone, og at de har det godt. Efter omstændighederne.

- Hvornår de er klar til at stille sig frem foran pressen er helt op til dem, og vi presser ikke på dem, fortæller han. Hvorvidt eks-duoen kommer til finalen i Herning og optræder i næste uge, som det er tradition i finaleshowet, er endnu uvist.

- Vi tager en dag ad gangen, siger Jan Lagermand Lundme.