Tjetjensk leder kommer Putin til undsætning og vil sende tropper til at kæmpe i den ukrainske by Bakhmut.

Den udmelding kommer, efter at lederen af Wagner-gruppen af russiske lejesoldater – Jevgenij Prigozjin – fredag udtalte, at han vil fjerne sine styrker fra Bakhmut 10. maj på grund af ammunitionsmangel.

Ifølge Newsweek har Prigozjin offentliggjort en video, hvor han langer kraftigt ud efter russiske topembedsmænd.

Han beskylder dem for at have Wagner-soldaters liv på samvittigheden, fordi de ikke sender nok ammunition, og i forlængelse heraf meddelte Prigozjin, at han ville fjerne de jægerfly, som Wagner-gruppen har i Bakhmut.

Men hvis det sker, står den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, altså klar til at bistå Putin.

Det lovede han fredag på sin officielle Telegram-kanal i kølvandet på nyheden om, at Wagner-gruppen måske ville trække sig fra den ukrainske by.

Kadyrov er en nær allieret af Putin, men i sin udmelding på Telegram beklagede han også, at forholdet mellem Wagner-gruppen og de russiske embedsmænd – forsvarsministeren og generalstabschefen – var blevet så dårligt.

Og han mener, det er for dårligt, at Ruslands forsvarsminister Sergej Sjojgu ikke vil mødes med Wagner-gruppens leder Jevgenij Prigozjin.

(ARKIV) Lederen af Wagner-gruppen - en samling af russiske lejesoldater - Yevgeny Prigozhin. REUTERS/Yulia Morozova/File Photo
(ARKIV) Lederen af Wagner-gruppen - en samling af russiske lejesoldater - Yevgeny Prigozhin. REUTERS/Yulia Morozova/File Photo Foto: YULIA MOROZOVA
Vis mere

Kadyrov bad også de russiske embedsmænd svare på, om Wagner-gruppen ikke får tilstrækkelig ammunition og nævnte, at der var lignende problemer, da tjetjenske enheder kæmpede for Putin i Mariupol i Ukraine.

Han forklarede også, at det hjalp, da han ringede personligt til Moskva, og han opfordrer i sin udtalelse Prigozjin til at gøre det samme frem for at udstille interne problemer, så fjenden kan få kendskab til dem.

Men selvom Kadyrov gjorde det klart, at han har forståelse for Wagner-gruppens situation, så slog han også fast, at tjetjenerne er klar til at erstatte Wagner-gruppen i Bakhmut, hvis de trækker sig ud.

Og det vil kunne ske i løbet af timer, siger han.

Politisk rådgiver for postsovjetisk og international politik Jason Jay Smart siger til Newsweek, at den tjetjenske leders udtalelser viser, hvor ivrig han er for at behage Putin.

Newsweek har forsøgt at få en kommentar fra det russiske udenrigsministerium, men de er ikke vendt tilbage.