En betjent lægger oplysninger på Facebook, som viser andelen af udenlandske gerningsmænd i svenske Örebro.

Stockholm. Skal man tro den svenske politibetjent Peter Springare, så står indvandrere bag langt de fleste drab, drabsforsøg og afpresningssager i Sveriges syvende største by Örebro.

Betjenten lagde sidste fredag et kontroversielt og meget omtalt opslag på Facebook.

I opslaget skrev han om sin bekymring over, at indvandrere står bag de fleste af de sager, han efterforsker.

Opslaget udløste en storm af både protester og støttende bemærkninger på Facebook, hvor opslaget i dag har fået over 47.000 reaktioner.

Fredag har han endnu engang lagt et opslag på Facebook. Her oplyser han, hvor mange af gerningsmændene i sager om drab og drabsforsøg mellem 1. januar 2015 og 30. december 2016, som var indvandrere.

I perioden blev der efterforsket 12 sager om drab eller drabsforsøg. I ti af sagerne var gerningsmanden af udenlandsk herkomst, mens to af gerningsmændene oprindeligt var fra Sverige.

Samme mønster tegner sig, når det gælder sager om afpresning, skriver han.

- Den forsvindende lille del af alle indvandrere, som er kriminelle, er således kraftigt overrepræsenterede her, når det gælder meget voldelig kriminalitet, skriver han i opslaget fredag.

/ritzau/