EU har aldrig haft en fælles europæisk offentlighed; befolkningerne har orienteret sig mod politikerne i deres nationalstater. Det er den græske krise så småt ved at ændre på. De seneste mange uger har europæere haft fokus rettet på de samme beslutningstagere og deres roller i det græske drama, som kan afgøre hele EUs fremtid. Her er otte centrale skikkelser.
Rebellen
Alexis Tsipras, Grækenlands premierminister
Den ubetingede hovedrolleindehaver i dramaet er Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, der trods løftebrud og kovendinger, som får dansk politik til at ligne små hop på stedet, stadig er premierminister og tilmed med en fortsat høj popularitet i befolkningen.
Han kom til magten som den venstreorienterede rebel, der ville gøre op med såvel den politiske elite i Grækenland som det »tyske« sparedogme i europæisk politik. Nu har han så slugt stort set samtlige kameler for at undgå et totalt økonomisk kollaps i Grækenland. Han skal nu indføre reformer, der vil gøre Grækenland mere liberalistisk end Tyskland.
Om Tsipras har manglet en overordnet strategi, eller om den bare er slået fejl, står lidt hen i det uvisse, men foreløbig reddes han af en oratorisk begavelse. Når han først åbner munden, om det så er i det græske parlament, på græsk TV eller træder ind på scenen på den centrale Syntagma-plads i Athen, får han overbevist mange grækere. Nu roses han for at tage ansvar og gennemføre de upopulære reformer, som han selv fastholder som værende »dårlige« for Grækenland. Et oprør i egne rækker kan føre til et nyvalg til efteråret, men måske rebellen endnu en gang trækker en kanin op af hatten og også kan beholde magten efter et valg.
Blodsugeren
Wolfgang Schäuble, Tysklands finansminister
Ingen har lagt en mere kontant linje over for Grækenland end den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, som er blevet et hadeobjekt i Grækenland. Da et klart flertal sagde nej til de krævede reformer ved folkeafstemningen i Grækenland for to uger siden, prydede Schäuble nej-plakaterne, som kaldte ham en blodsuger.
Den 72-årige Schäuble er en klassisk tysk konservativ, der har været med i politik i en menneskealder. Og han er ikke typen, der lader sig ryste. Han sidder i kørestol med en delvis lammelse efter et attentatforsøg tilbage i 1990. Trods lammelsen var han dengang tilbage i politik efter tre måneder, og selv når han med jævne mellemrum er på hospitalet, arbejder han videre. Også under eurokrisen dirigerede Schäuble efter sigende i flere uger den tyske håndtering fra hospitalet. Han var med til at forhandle den tyske genforening på plads og er som tidligere skatteadvokat en detaljens mester, der ikke giver ved døren.
Schäubles forslag om en græsk »timeout« fra euroen er ikke faldet i god jord, men den tyske finansminister insisterer på, at det måske er den bedste løsning, fordi eurolandene ikke kan give Grækenland den nødvendige gældseftergivelse. Han er dog gået med til at forhandle et nyt hjælpeprogram til Grækenland, og måske har den rutinerede Schäuble blot spillet »grexit-kortet« helt rigtigt for at sikre en aftale, som også kan blive godkendt i den tyske forbundsdag.
Entertaineren
Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen
Der er mange meninger om EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, men kedelig er han i hvert fald ikke. Junckers pressemøder er mindeværdige med en blanding af arrogance, humor og kommentarer, som man husker. Og nok så vigtigt, kommentarer som kommer ud over rampen og går Europa rundt. Junckers opfordring i »kærlighed til grækerne« om »ikke at begå selvmord, fordi man er bange for døden« er blot én klassikerne fra den 60-årige og yderst rutinerede politiker, der i hele 19 år var premierminister i Luxembourg.
Juncker løb på første arbejdsdag som kommissionsformand ind i et stormvejr med skandalesagerne om en række globale virksomheders uhyre lukrative skatteforhold i Luxembourg, men rutinen kom ham til gode i stormens stund, hvor han blev stående oprejst og i EU-Kommissionens presselokale ikke tøvede med vredt at sige, at han var lige så værdig til sit job som alle andre i lokalet.
I det græske drama har han dog også været meget andet end entertainer. Han har i månedsvis gået forrest for at finde et kompromis og meldte straks ud, at Tsipras havde »forrådt« ham, da den græske premierminister forlod forhandlingsbordet og udskrev den famøse folkeafstemning. Trods »forræderiet« har Juncker nu sikret en stor vækstpakke til grækerne, og kærligheden til grækerne og Europa virker meget oprigtig.
Den franske jernlady
Christine Lagarde, direktør for IMF
Der er naturligvis også en kvinde centralt placeret i det græske drama, nemlig den franske direktør for Den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde. IMF er til for at hjælpe lande i den mindre bemidlede del af verden ud af svære økonomiske problemer. Opskriften er altid en kombination af lån og hårde reformer. Og i toppen af IMF styrer en fransk jernlady med stor anerkendelse.
Om Lagarde hersker der en anden respekt. Den stilfulde franske kvinde er på én gang både den gode og den onde over for Grækenland. Den voldsomme reform af det græske pensionssystem har i den grad IMFs stempel, men samtidig er det IMF, der om nogen insisterer på, at Grækenland skal have lettet gældsbyrden, hvis landet skal have en chance for at komme ud af moradset.
Lagarde er imidlertidig under hårdt pres i IMFs hovedkvarter i Washington for at bruge mindre tid og penge på Grækenland og i stedet fokusere på Argentina, Ukraine og andre lande, der har det endnu værre. Eurolandene er irriterede over Lagardes direkte tale om gældslettelse, mens Tsipras kæmper imod IMFs reformkrav, men alle ved, at et hjælpeprogram næppe kan hænge sammen uden Lagarde og IMF ombord.
Super Mario
Mario Draghi, formand for ECB
Tag ikke fejl af italieneren med den spinkle stemme. Hvert et ord fra Mario Draghi er nøje overvejet, og Grækenland og Alexis Tsipras skal i den grad være glade for, at det er Mario Draghi, eller Super Mario som han kaldes i finansverdenen, der er formand for Den Europæiske Centralbank (ECB) og ikke den tyske Bundesbank-chef, Jens Weidmann.
Mario Draghi bremsede reelt eurokrisen, da han i 2012 fyrede den nu berømte finansielle bazooka af med erklæringen om, at ECB var villig til at gøre, »hvad end det kræver«, for at redde euroen.
Torsdag i denne uge gav Mario Draghi så en ny tale, der kan vise sig som et vendepunkt. Han erklærede, at ECB i den grad er klar til at hjælpe Grækenland, når et nyt hjælpeprogram er på plads. Blandt andet med opkøb af græske statsobligationer, der kan presse de skyhøje græske renter nedad. ECB har været udsat for hård kritik i Grækenland, men det er reelt ECB, der har forhindret det græske banksystem i et kollaps, og hvis Tsipras ikke kan lide tonerne fra Berlin, burde han til gengæld holde af melodien fra ECB i Frankfurt.
Slideren
Jeroen Dijsselbloem, formand for Eurogruppen
Den tårnhøje hollænder med krøllerne og de tynde briller har lagt så mange timer som formand for eurogruppen, at det nærmest er mirakuløst, at han samtidig kan håndtere at være finansminister for en stor økonomi som den hollandske. Gang på gang er Jeroen Dijsselbloem langt ud på de sene aftentimer – ofte sågar nattetimer – troppet op til pressemøde efter endnu et krisemøde for eurolandenes finansministre i eurogruppen. Og som regel har meldingen været, at tiden er ved at løbe ud, at der mangler tillid til Grækenland, og det ville blive svært at finde en løsning.
Han har i tæt koordinering med Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, stået for en hård sparelinje over for Grækenland, som stort set alle de øvrige eurolande har bakket op om. Han er vokset med den store opgave, og der står respekt om ham, selv om han er mere åbenmundet og direkte end mange andre i Bruxelles.
Han har blandt andet kritiseret kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der var Dijsselbloems forgænger som formand for eurogruppen, for at drikke og ryge under møder. Det sker ikke under Dijsselbloems ledelse, og den hollandske finansminister nyder så bred opbakning, at han i denne uge blev genvalgt til den uhyre magtfulde post som formand for Eurogruppen i yderligere to et halvt år.
Brobyggeren
Donald Tusk, EU-præsident
Polske Donald Tusk slog danske Helle Thorning-Schmidt på målstregen sidste år i kampen om at blive formand for Det Europæiske Råd, til daglig blot kaldet EU-præsidenten. Tusks fornemste rolle er at skabe kompromiser, når stats- og regeringscheferne mødes i Bruxelles, og Tusk spillede en central rolle som brobygger under maratonforhandlingerne natten til mandag, der endelig førte til et gennembrud.
Såvel græske Tsipras som tyske Merkel var ved at forlade forhandlingerne, men Tusk slog i bordet og beordrede Tsipras og Merkel til at blive siddende. De blev, og kompromiset kom i hus, så der nu er udsigt til et nyt hjælpeprogram til Grækenland. Tusk har haft en svær begyndelse, også på grund af et mangelfuldt engelsk, men fremstår nu som en mand, der vil kæmpe for at holde sammen på EU.
Han advarede torsdag i et interview med syv store internationale aviser mod den politiske radikalisering i Europa, hvor højre- og venstrefløjen slår sig sammen om en antieuropæisk linje:
»Det har altid været det samme før de største tragedier i europæisk historie, denne taktiske alliance mellem radikale fra alle sider. Det fænomen kan vi også observere i dag,« sagde Tusk, som dermed også klart har defineret sin egen rolle som brobygger i Europa.
Taleren
Guy Verhofstadt, formand for den liberale gruppe i Europa-Parlamentet
Det kan betale sig at råbe op, og blive ved med det. Bare spørg belgiske Guy Verhofstadt, der i sidste uge gav Europa-Parlamentet en slags folkeligt gennembrud med sin dundertale til Alexis Tsipras. Verhofstadt rasede i ugevis over, at Tsipras ikke ville komme til debat i det folkevalgte Europa-Parlament, og til sidst kom Tsipras så, men det var Verhofstadt og den demokratiske debat, der sejrede.
Verhofstadts tale til Tsipras gik nærmest amok på de sociale medier, hvor talen nu er set flere end én million gange på YouTube. Og det er der en god grund til. Den tidligere belgiske premierminister og nuværende leder for den liberale gruppe i Europa-Parlamentet viste nemlig, at politik i den grad kan handle om holdninger og engagement, og selv Tsipras smilede og klappede til sidst trods kritikken:
»80 procent af dit folk vil blive i euroen, så vis, hvad du kan. Vis, at du er en rigtig leder og ikke en falsk profet. Gør det!,« tordnede Verhofstadt. Det fik det store EU-medie Politico.eu til at kalde Verhofstadt en »ny politisk rockstjerne«. Se talen, og døm selv.
