Den nye sæson af 'Forræder' startede med et plot-twist, da seks af deltagerne pludselig selv skulle finde hen til TV 2's reality-slot.
Her afslører de medvirkende, hvad der i virkeligheden skete, og hvor uglamourøst det kan være at lave tv.
Normalt starter en sæson af 'Forræder' med at deltagerne bliver kørt i bus hen til slottet, hvor spillet skal foregå.
Sådan startede det ikke i år.
I den aktuelle sæson af 'Forræder – ukendt grund' meldte seks af deltagerne sig til selv at stå af bussen og gå det sidste stykke hen mod slottet – uvidende om hvilke konsekvenser det kunne have.
Herefter peger vært Martin Johannes Larsen dem i retning mod 'Forræder'-slottet, så man som seer skal tro, at de efterlades på egen hånd.
Men det blev de selvfølgelig ikke.
Tre af de seks deltagere, Laura, Lars og Marianne fortæller, at de i virkeligheden blev hentet af nogle biler og kørt hen til en tankstation i Faaborg, hvor de fik serveret sandwich og slik.
Deltagerne må ikke tale sammen, når de ikke bliver filmet, så derfor blev de alle iført høretelefoner og stod så ellers der og flagrede i nogle timer, mens de deltagere, der kørte hele vejen med bus, checkede ind på slottet.
»Det var mega underligt. Vi fik at vide, at vi ville klare den første nat, men shit, man føltes også, at man missede noget,« fortæller Laura.
»De lokale, der gik rundt omkring, må have tænkt, at vi var nogle værre tosser,« fortæller Lars og tilføjer, at de efterfølgende blev kørt til slottet, hvor de blev bedt om at vente på deres værelser, før de blev forenet med resten af holdet.
Se Laura og Lars fortælle om ugens plot-twist i videoen øverst.