I en række tweets endte den republikanske politiker Paul Gosar med at puste til flammerne på en berømt konspirationsteori.

Opslagene var ved første øjekast helt inde for skiven af politisk polemik og handlede om Paul Gosars støtte til Donald Trump, men opmærksomme Twitter-brugere fandt en anden besked, da de nærlæste opslagene.

Læser man første bogstav i de 23 tweets dannes beskeden ‘EPSTEIN DIDNT KILL HIMSELF’ (Epstein slog ikke sig selv ihjel). Det skriver bl.a. The Guardian.

Beskeden er en slet skjult henvisning til Jeffrey Epstein - finansmanden, millionæren og den dømte pædofile sexforbryder, der døde i en fængselscelle i New York i august i år.

Epstein blev erklæret død efter at have hængt sig i cellen, men efterfølgende opstod på internettet skepsis over, at den forklaring var lidt for belejlig for en så magtfuld magtfuld mand med forbindelser til USA’s absolutte spidser.

Dét selvom en undersøgelse har bekræftet, at Epstein hængte sig selv.

Implikationen var, at han måtte ligge inde med snavs på personer i den magtfulde omgangskreds, og at de personer måtte have brugt deres indflydelse på at få ham slået ihjel.

Hvorfor republikaneren Paul Gosar nu melder sig i koret af konspirationsteoretikerne, står ikke klart. Ej heller hvorfor han gør det i form af en underbevidst besked.