Yvonne Seier Christensen er født af nigerianske forældre i en af Londons fattige forstæder. I dag er hun milliardær og bor på et slot. Berlingske blev inviteret indenfor.
»Uha, det er jo længe siden,« smiler Yvonne Seier Christensen.
For hvordan begyndte det hele egentlig? Hvad er hendes barndom og opvækst rundet af? Og under hvilke omstændigheder mødte hun sin mand, Lars, som hun til maj næste år kan fejre sølvbryllup med?
Hun skubber sig selv og den hvide skindbetrukne stol lidt tilbage. Spredt ud på arbejdsbordet ligger forskellige udkast og skabeloner til de champagneflaske-etiketter, hun selv har været den kreative hjerne bag.
Kontoret på slottets 1. sal er der intet fashionabelt over, det kunne være hvor som helst. Men går man hen til det store palævindue og kaster et blik ned på pladsen foran slottet, holder Yvonne Seier Christensens 15 biler parkeret foran garagerne: Maseratier, Bentleyer, Ferrarier, en Aston Martin, en Mercedes, Rolls-Roycer og Audier – alle sportsmodeller som indgår i hendes »Club Supercar«.
Et community for folk, der er vilde med eksklusive biler. Man låner hinandens biler eller deltager i roadtrips, arrangeret af Yvonne Seier Christensen.
Bilerne er hendes passion. Hun har benzin i blodet, som hun siger. Og har trænet på bane og vundet adskillige racerløb. I 2009 vandt hun »Ferrari Pilota Corsa«.
»Jeg var den eneste kvinde, jeg er sort, og jeg vandt over 27 mænd, der pustede sig op, så de næsten ikke kunne komme til for sig selv. Selvfølgelig var jeg stolt. Jeg vandt med tre sekunder foran nummer 2, det er helt vildt.«
Opvækst i fattig forstad til London
Der er en verden til forskel fra de dyre biler og den lille landsby i Nigeria, hvorfra hendes forældre rejste til England i håb om at få et bedre liv.
Via forældrenes Commonwealth-status med Nigeria som en del af det tidligere britiske imperium fik de i 1963 mulighed for at flytte permanent til England. Og i 1965 kom Yvonne til verden sammen med sin tvillingebror Anthony. Fem år senere blev lillesøsteren Rebecca født.
Familien boede i Highbury & Islington lidt uden for London. En bydel, hvor mange havde indisk eller afrikansk baggrund. De var ansat på fabrikker og i industrien og var med til at bygge England op efter krigen.
»Det var et kvarter, hvor alle arbejdede hårdt for det samme: En bedre tilværelse. Mine forældre var selvstændige erhvervsdrivende, min far byggede højtalere, og min mor havde faste aftaler med teatrene inde i London, hvor hun blandt andet lavede parykker og syede kunstige øjenvipper af ægte hår til skuespillerne. Min mor var meget dygtig til sit håndværk, der var rift om hende, og der findes billeder af min mor med Elizabeth Taylors autograf og andre kendte. Taylors fantastiske øjenvipper og øjenbryn har min mor æren for.«
Begge forældre var flittige, vedholdende, disciplinerede og hårdtarbejdende, forklarer hun.
»Vi havde ikke så meget, men mine søskende og jeg fik alligevel, hvad vi skulle bruge. Det var en opvækst med kærlighed og stærke familieværdier.«
Sin store passion for biler, tror hun i dag, stammer helt fra dengang, hun og hendes tvillingebror Anthony som små sad sammen med hver sin Matchbox-bil. Anthonys var blå, Yvonnes var gul. Så kørte de bilerne henover hinandens lår, frem og tilbage. Sådan kunne de sidde længe.
»Min bror er født handicappet. Men jeg tænkte aldrig over, at Anthony ikke var lige så stærk som mig. Vi legede, som vi nu kunne. Børn er gode til at tilpasse sig omstændighederne, og jeg er vokset op som den ansvarlige storesøster med overblikket, når vores forældre arbejdede.«
Life is what you make it
»For mig har det altid været naturligt, at man er iværksætter og selvstændig med ansvar for sit eget arbejdsliv uden nogen boss. Life is what you make it. Mennesker kan, hvad de vil, hvis de arbejder hårdt nok og er flittige nok. Mine forældre er et tydeligt bevis på, at man med hårdt arbejde og et klart fokus kan opnå rigtig meget.«
Døren til slotskontoret står åben, ind kommer Maria og serverer brunch med friske frugter, røræg, bacon, boller, croissanter og friskpresset juice.
Da Yvonne var syv år, begyndte hun at gå til spejder. Hun nævner det, fordi hun senere har fundet ud af, hvor meget hendes år som spejder, frem til hun blev teenager, har betydet i hendes voksne liv.
»Som spejder kan du kan hjælpe andre, der er mindre heldige. Hvis du slår pløkker i jorden, strammer bardunerne og rejser et telt, så det står smukt og stramt, er du en dygtig spejder. Jeg har været på et utal af spejderlejre, jeg har været på hiking, gået kilometer efter kilometer og lært, hvad teambuilding er, uden at vi på det tidspunkt kendte til ordet. Man bliver robust af at være spejder, man lærer disciplin, at arbejde sammen med andre og at opbygge gode, dybe kammeratskaber. Derfor støtter jeg spejderbevægelsen.«
Hun kan spotte en kvinde, der har været spejder på lang afstand.
»Når jeg er kommet ind i mine døtres skoleklasser, har jeg ikke været et sekund i tvivl. Kvinder, der har været spejdere, tager action og ansvar. Mange af de kvinder, som har haft succes, har jo en fortid som spejdere: Arianna Huffington, Hillary Clinton, Oprah Winfrey.
Et møde på en bar med en fyr, der hed Lars
Yvonne klarede sig godt i skolen, kom på North London University og arbejdede for et firma i Victoria SW1. Og 13. februar 1992, hun husker dagen helt præcist, gik hun sammen med en veninde ind på en pub i Londons West End efter arbejde. Her mødte hun en af sine venner, Mark, hvis mor var engelsk. Mark var i selskab med en dansk ven.
»Jeg husker ikke, at jeg så ham som en »handsome man«, han så heller ikke ud til at synes, at jeg var specielt interessant. Men vi faldt i snak. Om biler. Og fandt ud af, vi havde en stor fælles passion. Pludselig hørte jeg ham råbe til sin ven: »Mark, kom lige herhen. Der er en kvinde her, der ved ALT om Formel 1. Du tror, det er løgn!«
Fyren hed Lars, han arbejdede for Gerald Metals, LLC, en finansvirksomhed i London.
Yvonne og Lars blev kærester, ikke lige den aften, først senere. De flyttede ind i en lille lejlighed i Tower Hill, derefter ind hos Yvonnes mor i London og bagefter i endnu en lille lejlighed.
»Vi arbejdede i weekender, aftener, altid. Ferier holdt vi ikke.«
Yvonne Seier Christensen var helt fra begyndelsen med til at etablere Saxo Bank. Hun var med sine egne ord »The woman behind«.
Som kvinden og hustruen, der sørgede for hjem og børn og et socialt liv. Men hun byggede også hele content marketing-funktionen i Saxo Bank op fra grunden. I det meste af sit voksne liv, og mens hun boede i Danmark, arbejdede hun i Saxo Banks forskellige funktioner, senest som konsulent. 15 år ialt.
»Så syntes jeg, at jeg med god samvittighed kunne trække mig ud. Der var så meget andet, jeg også gerne ville nå at prøve, og det hele kørte jo godt på det tidspunkt.«
SLOTTET
»Tror I ikke på, at den kan køre?«
Yvonne Seier Christensen griner triumferende, mens hun sætter sig op på sin gyldne Lauge Jensen-motorcykel. Placerer sig på det mørkebrune lædersæde af det fineste kalveskind, sætter hænderne på håndtagene, peger på de små diamanter placeret under håndtagene:
»Selvfølgelig kan den køre, og så snart det bliver lidt varmere i vejret, skal jeg ud og lufte den på vejene.«
Øjnene er spillevende, mens hun lader som om, hun gasser op. Hun har lige klædt om til en stram dragt i blødt, hvidt læder. Uden på en hvid kort pels fra den danske designer Elsa Adams.
Om lidt skal hun til et Røde Kors-velgørenhedsbal halvanden times kørsel fra Zürich.
»Slotsfruens« motorcykel er parkeret foran et vægmaleri af hendes fem døtre, inspireret af maleren Gustav Klimt.
Som motorcyklen står der i en af slotsstuerne ved siden af en gigantisk hvid hjørnesofa, en gigantisk TV-skærm og gigantiske kunstværker, flere med humor som et gennemgående element, ligner den mest en dekadent kunstinstallation.
Intet er købt som »show pieces«, ALT skal bruges
»Ting her på slottet skal bruges. ALT skal bruges. Intet er købt som »show pieces«. Det her er vores dagligstue fyldt med kunst. Men i sofaerne slapper vi af sammen og ser film og spiser popcorn. Det er et hjem, ikke et galleri eller et museum. Hvilken værdi har ting, hvis ikke mennesker har glæde af dem? Man kan se, at de bliver slidt, fordi de bliver brugt.«
Der skal være liv omkring hende. Mennesker giver hende god energi, man udveksler ideer og inspirerer hinanden i en varm og afslappet atmosfære.
Familiens slot med navnet »Schwarzenbach« er 800 år gammelt, købt for otte år siden og beliggende cirka 40 minutters kørsel uden for Zürich. Med direkte udsigt til floden Thur. Hvor mange værelser, der i alt er på slottet, ved Yvonne Seier Christensen ikke. Hun har hverken talt dem eller tænkt over det. Er det vigtigt? spørger hun.
På Schwarzenbach er der alt andet end stille på en grå og kølig vinterdag i februar.
21 erhvervskvinder fra 15 forskellige nationer ankom i går til middag som en del af det netværk, Yvonne Seier Christensen har etableret, »Share Your Connections«. Et nyt community, hvor man deler sine forbindelser med andre erhvervskvinder. Stiller spørgsmål om karriere, får motivation og ekspertrådgivning.
Kvinderne har overnattet på slottet og brugt aftenen og formiddagen på at gennemgå projekter, planlægge vidensdeling, mentorordninger og drøfte, hvordan man globalt kan arbejde for at få flere kvinder ind på topposter og i bestyrelser.
Ved langbordet under de store lysekroner er de i gang med at indtage en brunch, inden de om en times tid skal køres til lufthavnen.
I det store åbne køkken, placeret som et centrum midt i slottets stueetage, er kokken Maria i gang med gryder og pander. Og fra en åben glasbro oppe under loftet hen over køkkenet kommer en af kvinderne fra netværket gående. Hun har et aristokratisk udseende, kalder på Yvonne oppe fra broen og takker for et inspirerende oplæg.
»Kom, lad os gå ned og se vinkælderen,« foreslår Yvonne Seier Christensen.
Vi vil ikke være en mystisk, udenlandsk familie
Her er belysningen svagere, lofterne er med hvælvinger og malede vindruer i sarte farver. Række efter række ligger vinflaskerne på hylderne. Deriblandt Yvonne Seier Christensens egen champagne »Les Cinq Filles«.
»Vi har et smukt lille kirkekapel herinde bagved, hvis jeg ellers kan finde lyset ...«
Yvonne Seier Christensen hiver forskellige vinkasser i træ ud. Der skal flere forsøg til, før hun får fat i den rigtige vinkasse. Inde bag kassen sidder lyskontakten. Hun ryster lidt på hovedet.
»Jeg ved ikke, hvorfor lyskontakten skal sidde der, som om det skulle være en hemmelighed, hvor man tænder for lyset.«
Slottet har tidligere tilhørt kommunen, og derfor er borgere blevet viet og døbt i kirkekapellet.
»Jeg har stor respekt for slottets historie, så vi har bevaret det lille alter og kapellet. Der kommer stadig borgere her og bliver viet. Det har jeg sagt, jeg synes, de skulle fortsætte med, og det gør de heldigvis. Så giver jeg et glas vin bagefter. Forleden var der også en skoleklasse på besøg.«
Da familien købte slottet, var det fra starten vigtigt ikke at fremstå som en mystisk, udenlandsk familie over for lokalsamfundet i den lille schweiziske by St. Gallen.
»Jeg vil gerne have, vi er en familie, der bliver oplevet som åben. Åbenhed og tillid er vigtig, derfor inviterer vi også folk indenfor, ligesom den store gitterport ved indkørslen meget ofte står åben.«
PENGENE
»Er der ikke et eller andet med, at indholdet i ens håndtaske skulle fortælle noget om ens personlighed? Altså, det passer i hvert fald ikke i mit tilfælde.«
Hun roder rundt i sin Valentino-håndtaske, ryster på hovedet.
»Jeg er et meget struktureret og organiseret menneske. Men min taske? »Oh, my God,« griner hun.
Tasken er fyldt med kvitteringer og løse pengesedler. Euro, danske kroner, engelske pund. Hun gemmer alle kvitteringer på print. Og holder nøje regnskab med alt, hvad hun køber. Ikke fordi, hun først skal se, om hun nu har råd, for det har hun. Men af respekt for penge. For hele tiden at sikre sig, at det, hun køber, betyder noget, at det repræsenterer en værdi.
»Det værste, jeg kan forestille mig, er sådan en tomhed, der opstår, hvis ting ikke længere har en værdi. Det er vulgært og bliver ligegyldigt, alt bliver pludselig ligegyldigt og tomt. Det er en skræmmende tanke. Derfor sætter jeg mig ned hver dag og gennemgår, hvad jeg har købt.«
Hun kan ikke lide at blive snydt, også selv om det bare er småpenge, for hun har arbejdet for hver en krone.
Ekstremt vigtigt at bevare jordforbindelsen
»Jeg er et roligt menneske, jeg har ikke specielt meget temperament. Men jeg bryder mig ikke om, hvis nogen prøver at snyde mig, så bliver jeg skuffet. Jeg kunne aldrig selv drømme om at snyde nogen. Nogle mennesker synes måske, jeg ser ud til at have rigeligt, derfor finder de det legitimt at give mig færre penge tilbage, end jeg skulle have haft. Jeg kan slet ikke have det.«
Når Yvonne Seier Christensen går på indkøb, spørger hun ofte, om hun kan få rabat, hvis hun køber store mængder.
»Det er ekstremt vigtigt at bevare jordforbindelsen. At jeg er tro mod mig selv og de værdier, jeg er vokset op med, og som jeg har givet videre til vores døtre. De er måske blevet kørt i skole i nogle lidt dyrere biler end de andre. En af pigerne, Natasha, gik på Vidar Skolen i Gentofte. En Rudolf Steiner-skole, hvor jeg er meget enig i den pædagogik og de principper, skolen arbejder med.«
Fordomme har Yvonne Seier Christensen lært at leve med.
»Jeg bruger ikke min tid på at lakere negle, drikke cocktails eller rejse til Caribien og tage solbad i tide og utide. Det er fordomme, jeg godt kan møde. Men for mig ville det være tomt og kedeligt. Livet skal have et indhold. Hvis ikke jeg kan give det indhold, så ved jeg ikke ... Indhold for mig er at blive ved med at lære, og at tilegne mig ny viden, som kan inspirere til nye projekter.«
Hun står altid op klokken fem om morgenen. Så er der fred og ro til at arbejde.
»Jeg husker at værdsætte mit liv hver eneste dag, jeg åbner øjnene,« siger hun.
Alvorligt syg
»Og det er virkelig ikke på grund af pengene, at jeg værdsætter det, tro mig. Pengene er udelukkende et resultat af mange års hårdt arbejde, som også har betydet, at jeg har måttet ofre noget andet. Tiden, som jo er det mest dyrebare, vi har.«
I 2016 blev Yvonne Seier Christensen alvorligt syg.
»Jeg blev ramt af en blodprop i den ene lunge og var indlagt på hospitalet i lang tid. Det sætter mange tanker i gang og har gjort, at jeg helt naturligt er blevet endnu mere taknemmelig. Men også, at jeg har måttet ændre på nogle ting efterfølgende.
Jeg er meget optaget af velgørenhed og af at støtte og hjælpe andre mennesker. Men jeg fandt ud af, at jeg sagde ja til for mange og for meget forskelligt. Jeg havde svært ved at sige nej til nogen.
I dag har jeg målrettet min støtte og velgørenhed mere. Samtidig har jeg trukket mig lidt mere i baggrunden. Ikke at jeg bidrager med mindre end hidtil, men jeg har været nødt til at passe bedre på mig selv, efter at jeg blev syg.«
Hun nævner et par eksempler på velgørenhed, to skoleprojekter, som hun har støttet og været meget optaget af. Det ene i Nigeria, hvor hun sammen med den ene af sine fem døtre, Eloise, rejste til en nigeriansk landsbyskole sidste sommer. I påsken 2015 rejste familien til Vietnam, hvor de besøgte et skoleprogram, som de også støtter økonomisk.
»Jeg ved snart ikke, om det var skolerne eller os selv, der fik mest ud af det besøg. Det var så givende og så rørende et møde.«
Er der forskel på indstillingen til penge, afhængig af om man er født ind i en velhavende familie, eller man selv har bygget en formue op?
Yvonne Seier Christensen tænker lidt, før hun siger, at hun ikke vil ikke dømme nogen, der er født ind i en velhavende familie med en sølvske i munden.
»Jeg kan kun svare for mig selv. Den baggrund, jeg er vokset op med, har været og er utroligt værdifuld i mit syn på rigtig mange ting. Jeg har ofte talt med mine døtre om, hvad det vil sige at have succes i livet. Succes er ikke nødvendigvis at tjene mange penge. Succes er mange forskellige ting. Men succes er også at være i stand til at gennemføre det, man har besluttet sig for at begynde på.«
Tre af hendes fem døtre er i dag iværksættere med egne firmaer.
CHAMPAGNEN
»Tag glasset op til næsen. Luk øjnene, duft og forestil jer gyldne æbler.«
Yvonne Seier Christensen sænker sin stemme, så den næsten er meditativ.
Hun har skænket op i glassene af den champagne, hun selv producerer: Les Cinq Filles. På dansk: »De Fem Piger«. Hendes egne fem piger.
»Måske dufter I lidt lemon, lime, lidt grøn pære. Mærk dybden, den er som en varm sommerdag. Så længe jeg bare kan dufte, behøver jeg næsten ikke at smage. Champagnen er uden sukker,« indskyder hun.
Yvonne Seier Christensen studerer vinproduktion og er i gang med tage en bachelorgrad i ønologi på Plumpton College i London, som er en del af Brighton University.
»Vil jeg være vinbonde? Næh ... egentlig ikke. Uddanner jeg mig udelukkende, fordi jeg ønsker at sælge champagne? Heller ikke. Jeg vil ikke nøjes med bare at sælge noget, jeg vil producere selv. Når jeg går i gang med noget nyt, er det vigtigt, at jeg erhverver mig en viden og forstår det i dybden. Med champagne et det forholdsvis kompliceret, en hel videnskab. Jo mere, jeg lærer, desto mere bliver jeg grebet af det.«
Det er kun få dage siden, hun vendte tilbage til Schweiz, efter i denne omgang en uge på Plumpton College. Hun afslutter uddannelsen i 2020, men kan vælge at læse videre.
Indtil Yvonne Seier Christensen mødte sin mand, havde hun aldrig rørt alkohol.
Egen vinproduktion
»Jeg sad med et vinglas, når jeg var til selskaber og hældte lidt sparkling vand i sammen med noget æblejuice. Det var egentlig fint nok. Men ved en tilfældighed begyndte jeg at drikke lidt hvidvin med sparkling vand i, og så var champagne det naturlige næste valg. Det er en let drik, og jeg blev interesseret i produktionen, som er interessant med druer fra forskellige terroirer.«
Sammen med gode franske venner har Yvonne Seier Christensen i dag en produktion i vindistriktet Champagne, 150 kilometer nordøst for Paris. Et klima påvirket af både Atlanterhavet og kontinentet.
Alle frugter til Les Cinq Filles-champagnen kommer fra Verzenay, en af kun 17 landsbyer i Champagne, som har fået tildelt den højeste anerkendelse, Grand Cru.
Les Cinq Filles, forklarer Yvonne Seier Christensen, er en zero dosage champagne, hvilklet betyder, at den kan virke tør og kedelig for den utrænede gane.
»Men at den massive frugtkoncentration og dybe kompleksitet fra en varm sommers høst giver noter af skarpe gule sommeræbler, citron, polynesisk vanilje og friskbagt wienerbrød. Det er meget nørdet, jeg ved det.«
Ser man ud ad vinduet oppe fra slottets 1. sal, får man øje på en mindre vinmark med vinstokke midt i det schweiziske landskab. Det er Yvonne Seier Christensens private vinmark.
»Det er et eksperiment, podet på grundstammer fra vinstokke. Nogle hybridvinstokke, der er tolerante over for frost og skadedyr,« forklarer hun.
»Jeg er tiltrukket af eksperimenter, det er ikke sikkert, det virker, men lad os nu se, hvad det kan blive til. Jeg ville gerne skabe en vin med færre tilsætningsstoffer og selvfølgelig så lidt sukker som muligt.«
Hun tager en tår af champagnen.
»Kan I lide den?«
FAMILIEN
For Yvonne Seier Christensen betyder familien – ALT.
»I Nigeria har man stærke familieværdier og stærke bånd til sin familie. Det sidder i mig fra min opvækst, og jeg har ført det videre til min egen familie.«
Forud for hendes 50 års fødselsdag i 2015 spurgte hendes mand, hvad hun ønskede sig.
»Min første indskydelse var, at fødselsdagsgaver selvfølgelig skal være en overraskelse. Men efter at have tænkt lidt, sagde jeg: Et stort famileportræt af os alle syv, som kan hænge her på væggen. Hver gang jeg går forbi, vil jeg glæde mig over min dejlige familie.«
24. juli 2015 mødtes familien i et fotostudie i Paris. Med den internationalt anerkendte franske fotograf, Gerard Rancinan, som kunstneren, der fik til opgave at skabe et anderledes familieportræt. Forinden havde han insisteret på at få kendskab til de syv familiemedlemmers personligheder, vaner og uvaner.
Det store familieportræt
Ideen var samtidig at skabe et portræt, hvor ting var taget ud af en normal kontekst, og proportioner gjort større eller mindre. De seks kvinders hår skulle for eksempel være kæmpestort. Der var makeup-artister og costume-designere til at style familien. Hver eneste detalje i portrættet har en betydning og en reference til familiens personligheder.
»Det tog os to hele dage i studiet at få taget billedet. Med voksne døtre i forskellige lande fra England til USA er det ikke længere så ofte, vi kan være samlet. Men vi havde det helt fantastisk i de dage, optagelserne varede. Det var virkelig en meget anderledes familieoplevelse. Og min bedste fødselsdagsgave nogensinde. Helt vidunderligt at få sit liv fastholdt i et billede.«
Portrættet måler tre gange 2,20 meter og hænger i dag på Schwarzenbach. Der er lavet en videooptagelse af selve processen, som kan ses på Youtube.
