Fra på mandag vil delstaten Alberta i Canada også vaccinere børn med Pfizer vaccinen. Det sker, efter at Canada som det første land i verden godkender en covid-vaccine til store børn.

Men Canada bliver ikke det sidste land, som i en meget nær fremtid vil tage stilling til, om vaccinerne også skal tilbydes til børn. Det fortæller B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.

»Der er mange lande, der sidder med overvejelserne allerede nu – blandt andet USA og Storbritannien.«

Ser man på Canadas beslutning om at godkende vaccinen til børn mellem 12-15 år, så bunder den i en bekymring.

Canada bliver ikke det sidste land, der godkender covid-vaccinerne til børn, lyder det fra Jakob Illeborg, International korrespondent hos B.T.
Canada bliver ikke det sidste land, der godkender covid-vaccinerne til børn, lyder det fra Jakob Illeborg, International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»De har haft en stigning i antallet af smittetilfælde og Canada kan se, at meget af smitten foregår blandt relativt unge,« forklarer Jakob Illeborg, der også peger på, at mange af undersøgelserne i forhold til børn og vacciner viser, at de ikke er farlige for børn.

Med den viden i bagagen er der ikke længe til, at flere lande vil tage stilling til, om børn skal tilbydes covid-vacciner.

Illeborg har talt med David Salisbury, som er tidligere britisk vaccinationschef.

»Jeg spurgte ham direkte, om han mente, det ville blive nødvendigt at vaccinere børn og unge. Hans svar var ja med udråbstegn,« fortæller Jakob Illeborg.

Men alt imens at Canada allerede har godkendt Pfizer-vaccinen til børn, David Salisbury mener, man kommer til det samme i Storbritannien og USA så småt begynder på overvejelserne, så er vi herhjemme et helt andet sted.

Først droppede Danmark AstraZeneca, og mandag droppede Danmark også Johnson & Johnson-vaccinen.

»Man kan ikke lade være med at se de store forskelle på os og verden,« lyder det fra Illeborg.

»Mens man i andre lande ser på udbredelsen af vaccinerne som en nødvendighed lige nu, så har vi en meget begrænset og forsigtig tilgang,« siger han.

Og spørgsmålet er så, om vi kan forsætte med at have den tilgang? For som det er nævnt flere gange fra myndighedernes side, så skyldes afskedigelsen af de to vacciner i Danmark, at vi har kontrol over virussen, påpeger Illeborg.

Men selv i lande, som vi sammenligner os med, har piben en anden lyd.

»Meldingen fra forskere rundt om i verden er, at det er et spørgsmål om tid – og ikke særlig lang tid – før landene tager stilling til vacciner til børn. Og alle vaccineproducenter er ved at undersøge, om vaccinerne kan bruges til børn,« lyder det fra Jakob Illeborg.

Hvem der bliver den næste, der tager stilling til børnevaccine-spørgsmålet, vides ikke - ligesom vi ikke ved, hvor Danmark står på dét spørgsmål endnu.

»Vi kan bare konstatere, at der er mange andre lande, der tackler vaccinerne markant anderledes end os,« afslutter Jakob Illeborg.