På trods af heftig kritik og en højlydt debat, nægter den britiske premierminister fortsat at undskylde for sin ansættelse af en tidligere News of The World-redaktør. Det var en kampklar premierminister David Cameron, der onsdag mødte op i det britiske underhus for at svare på de omkring 140 spørgsmål, parlamentsmedlemmerne rettede mod ham i løbet af den godt to timer lange - og til tider højlydte - krydsild, han var igennem.

Der var dog en del gengangere blandt spørgsmålene, men det helt store - om premierministeren ville undskylde for at have ansat den tidligere News of The World-redaktør Andy Coulson som sin pressechef - forblev ubesvaret. For selv om Coulson trådte tilbage som følge af de første domme i sagen tilbage i 2007, nægter Cameron fortsat at undskylde for at have antaget ham i sin stab.

- Jeg valgte at ansætte Andy Coulson i god tro. Hvis det viser sig, at han vidste noget om aflytningen, så har han løjet for mig, og så er det selvfølgelig yderst beklageligt og noget, han kan straffes for, sagde Cameron.

Tror stadig på Coulson


Premierministeren fastholdt nemlig, at han ikke har grund til at tro, at Andy Coulson vidste noget om News of the Worlds ulovlige telefonaflytning af kendte mennesker og ofre for ulykker. Men hvis det skulle vise sig at forholde sig sådan, er situationen en anden, lød det.

- Hvis det viser sig, at jeg er blevet ført bag lyset (af Coulson, red.), så vil jeg ikke tøve med give en omfattende undskyldning, sagde Cameron, der nu fortryder sin beslutning om at ansætte den tidligere tabloid-redaktør, som trådte tilbage i januar i år, da sagen først begyndte at rulle igen.

Coulson fik råd af anholdt


Tirsdag opstod der desuden spekulationer om, at også journalisten Neil Wallis, der lige som Andy Coulson er tidligere ansat på News of The World og anholdt i hacking-sagen, havde arbejdet for Camerons konservative parti.

Netop forbindelsen til Neil Wallis har allerede fået to højtstående politimænd til at træde tilbage, fordi Wallis blev ansat som pressemedarbejder hos Londons politi. Men premierministeren afviste, at han også havde været ansat i partiet.

- Neil Wallis har ikke været ansat af De Konservative. Men han kan have givet Coulson råd. Vi vil være helt gennemsigtige på dette område, sagde premierministeren.

Parlamentsmedlemmernes møde i Underhuset fortsætter onsdag med en mere overordnet debat om offentlighedens tillid til pressen og politiet efter de seneste 14 dages hændelser i aflytningsskandalen.