Tirsdagens morgentrafik er allerede presset på Sydmotorvejen ved Herfølge og Lellinge.
For ifølge P4 Trafik så er fem biler stødt sammen og spærrer begge spor i nordgående retning, mod København.
Derfor propper trafikken hurtigt til.
Klokken 06.00 lyder meldingen, at der er helt spærret, og at politiet er ankommet til stedet.
Vejdirektoratet skriver, at den forlængede rejsetid på grund af uheldet kan være på en-tre timer, og på deres trafikkort kan man allerede se, hvordan køen strækker sig mange kilometer. Helt til Haslev.
»Vi forventer først normal trafik efter myldretiden,« lyder det her.
Andre strækninger i området har ligeledes været hårdt ramt af de mange bilister, der forsøger at finde nye veje. P4 Trafik skriver at, »særligt rute 151 er helt sandet til gennem Herfølge«.
Opdatering kl. 6.45: Strækningen er genåbnet. Ifølge P4 Trafik er redning og biler kommet ind i nødsporet, og begge spor er igen farbare. Nu skal trafikken så afvikles.