Efter en uge med demonstrationer ofrer Bulgariens premierminister tre ministre i håb om at dæmpe vreden.

Bulgariens premierminister, Bojko Borissov, har onsdag bedt tre centrale ministre om at gå af. Det sker, efter at Balkan-landet har været præget af store demonstrationer i en uge.

Det er finansministeren, økonomiministeren og indenrigsministeren, som Borissov vil have ud af regeringen.

De vil indgive deres afsked torsdag, meddeler regeringen.

Inden ugen er omme, vil premierministeren beslutte, om hans regering skal blive siddende, til der efter planen skal holdes valg i foråret 2021. Det sagde han tidligere onsdag.

Tusindvis af demonstranter har i den seneste uge været på gaden med krav om, at Bojko Borissov og Bulgariens statsanklager træder tilbage.

Demonstranterne beskylder regeringen for korruption og mafialignende opførsel.

Protesterne har opbakning fra det socialistiske oppositionsparti og fra landets præsident, Rumen Radev, der har været yderst kritisk over for Borissov.

Både socialistpartiet og præsidenten har opfordret premierministeren til at træde tilbage, så der kan holdes nyvalg. Socialisterne har fremsat en mistillidserklæring i parlamentet.

Borissov ofrer nu de tre ministre i håb om at sætte en stopper for spekulationer om, at de skulle være i ledtog med en indflydelsesrig forretningsmand fra et mindre oppositionsparti.

Det skriver regeringspartiet i en meddelelse.

- Sådanne spekulationer har negativ indflydelse på partiet, skriver regeringspartiet, Gerb.

Politiske analytikere mener, at fyringerne formentlig ikke vil dulme vreden i befolkningen. De ser det som et muligt forsøg fra Borissovs side på at gøre partiet mere spiseligt for vælgerne forud for næste valg.

- Med disse afgange vil Borissov afprøve, om spændingerne kan dæmpes. Men mest sandsynligt er det, at han forsøger at køre sit Gerb-parti i stilling til næste valg, siger politisk analytiker Daniel Smilov.

Borissov har været ved magten stort set uafbrudt siden 2009. Den nuværende regering er hans tredje.

/ritzau/Reuters