En engelsk kvinde, der hævder at være blevet lam efter at være blevet kastet ud fra sin seng, mens hun var i gang med at have sex med sin partner, sagsøger sengens producent for intet mindre end 8,5 mio. kroner.

Den 46-årige Claire Busby har fået en alvorlig rygmarvsskade, efter hun faldt ud af sengen, mens hun skiftede position. Det skriver flere engelske medier, blandt andre BBC, Telegraph og The Sun.

Claire sagde, da hun afgav forklaring ved landsretten, at hun landede på ryggen.

»Mit hoved ramte gulvet, og jeg faldt til siden. Så føltes det, som om hørte jeg noget springe i min krop.«

Claire, der er mor til fire børn, hævder, at sengen var i uorden, og hun har taget sagen i retten. Hun sagsøger firmaet, der leverede sengen, for omkring 8,5 mio. danske kroner.

Firmaet selv nægter at tage ansvaret for Claire Busbys skade og argumenterer for, at sengen var samlet ordentligt, da skaden skete.

Selve sagen går tilbage til 2013, da Claire var ved at renovere sin ejendom i Maidenhead. Hun fik den alvorlige skade, en uge efter at sengen blev leveret.

Ifølge Claires søster Natalie manglede sengen to fødder, og det var årsagen til, at hun blev kastet ud.

Claire selv hævder, at sengens base ikke var korrekt sat sammen, og der manglede to fødder fra sengens ene ende. Det gjorde højden forskellig fra den ene ende til den anden.

Hendes advokat, Winston Hunter, udtaler, at Claire forventede, at madrasserne ville kunne klare hendes vægt. Det kunne de imidlertid ikke med det resultat, at hun faldt 'tilbage og nedad'.

Hunter har udtalt til retten: »Det er klagerens synspunkt, at hun forlod sengen fra præcis det punkt, hvor højdeforskellen var størst.«

Advokaterne for sengefirmaet hævder, at sengen var samlet helt korrekt, da den blev leveret. Selv hvis de to fødder havde manglet, ville den ikke havde fået Claire til at falde ud, som hun gjorde.

»Det er i overvældende grad sandsynligt, at hun var for tæt på sengens kant, og at hun simpelthen mistede balancen og faldt bagover,« sagde advokat Neil Block.

Høringen i landsretten fortsætter.

Hun har oprettet en indsamlig på GoFundMe, der kun har indsamlet 1.444 engelske pund. Målet er 50.000 pund.