Sofia Kenin havde efter finalesejren ved Australian Open svært ved at fatte, hvad hun havde opnået.

21-årige Sofia Kenin fra USA har været på vej frem i et par år, men 2020 var ikke startet som håbet med exit i anden runde i årets to første turneringer.

Derfor havde hun svært ved at forstå, at hun lørdag kunne løfte trofæet som vinder af Australian Open efter finalesejr over spanske Garbiñe Muguruza.

- De her to uger har været de bedste i mit liv, sagde hun efter finalen i forbindelse med præmieoverrækkelsen, hvor hun også takkede publikum for støtten.

- Sidst men ikke mindst vil jeg takke mit team - min far og alle andre på det - tak fordi I har gjort det her muligt. Jeg kan ikke fatte, at vi står her i dag. Vi har alle arbejdet så hårdt, og jeg er bare dybt taknemmelig.

Den unge amerikaner er trænet af sin far, Alex, som i slutningen af 1980'erne flyttede til USA fra daværende Sovjetunionen for at give sig selv og sine børn mulighed for et bedre liv.

Tidligt viste Kenin talent for tennisspillet, men at hun allerede som 21-årig skulle nå de højeste tinder, havde hun svært ved at fatte.

- Jeg vil bare sige, at min drøm officielt er gået i opfyldelse. Jeg kan ikke en gang beskrive, hvordan jeg har det, sagde Kenin og sendte en opfordring til publikum og seere.

- Drømme går i opfyldelse, så hvis du har én, så forfølg den.

Det var blot 12. gang, at Kenin var med i hovedrunden ved en grand slam-turnering.

Inden årets Australian Open var hendes største grand slam-præstation, da hun sidste år nåede fjerde runde i French Open.

Den tabende finalist, Muguruza, har tidligere vundet French Open i 2016 og Wimbledon i 2017 samt været etter på verdensranglisten, men hun havde et skidt 2019.

I den sidste halvdel af 2019 vandt spanieren kun én tenniskamp i WTA-regi og røg helt ned som nummer 36 i verden ved årets udgang.

Skeptikere var begyndt at afskrive hende som topnavn, men trods sin manglende seedning i Australian Open nåede hun finalen.

- Lige nu er det svært at have et stort smil på, selv om jeg smiler indvendigt, sagde Muguruza ifølge AFP efter kampen med henvisning til, at hun var glad for atter at stå på den store scene og have modbevist skeptikerne.

/ritzau/