TV 2s ekspert Morten Bruun har en udfordring.
Han er nemlig personlig ven med Brøndbys nye træner, Jesper Sørensen, og det kan blive besværligt, når han samtidig skal bedømme hans arbejde som ekspert.
Det indrømmer han blankt i sin klumme hos TV 2, hvor han ærligt fortæller, at han har holdt information tilbage over for sin arbejdsplads. På gåture med Sørensen fik han meget at vide.
»Den tur har vi så gået utallige gange siden. Her har vi skabt et lukket rum, hvor vi kan tale om meget. Måske ikke alt, men meget. Derfor vidste jeg allerede inden jul, at du var i spil som Brøndby-træner. Den historie kunne TV 2 godt have brugt. Men den fik de selvfølgelig ikke,« skriver den populære tv-stemme.
Han fortæller desuden, at han vil være klar til at anbefale en fyring af sin ven, hvis det skulle komme der til, men han kan sagtens se det problematiske i konstellationen.
1. februar 2022 blev Morten Bruun fodboldekspert og -analytiker på TV 2.
Kanalen har ikke Superliga-rettigheder, men Bruun skriver gerne klummer om den hjemlige liga.
I første omgang var det vigtigt for ham at give læserne og seerne rene linjer omkring venskabet med den nye Brøndby-træner, der blev præsteret mandag.