David Nielsen var rigtig godt tilfreds med sine spillere efter 1-0 sejren, men en spiller gjorde sig ekstra godt bemærket.

Frederik Brandhof.

»Vores midtbane kan løbe solen sort. Men Brandhof er den store historie i dag. Vi henter ham i Viborg, han kommer ind, og så smadrer han bare træningsanlægget og giver gas. Han gør alt, han skal 100 procent. Det er en fremragende spiller, vi har fået der, og vi kan ikke undgå at lægge mærke til ham.«

Hele vejen rundt på holdet har David Nielsen kun roser, og spillerne fulgte taktikken til perfektion.

»Vi har kampen lige, hvor vi vil have den. Vores høje pres gennem hele første halvelg sad lige i skabet, og det var rigtig godt udført af spillerne.«

Taktikken gik specielt på at skabe overtal på siderne.

»Det var en af tingene, vi gerne ville. Brandhof trak ud på siden, så kunne vi spille tre mod to ude ved Bundu. Vi ville egentlig gøre det i begge sider, men det endte med at være meget over hos Bundu. De skifter stopper, og gør alt muligt. Vi fik dem ud af fatning. Top forberedt præstation fra vores side.«

David Nielsen hylder også holdet for at vende tilbage til AGF-DNA'et.

»Jeg er så godt tilfreds med, at vi igen er så upåvirkelige af, hvad der blæser omkring ørerne på os. I dag fik jeg set noget af det jeg har efterspurgt. Power. Som vi har set det de sidste par sæsoner. Det er et AGF-hold, der sprudler, og det var en super vigtig kamp for os.«

David Nielsens tropper skal i aktion igen på søndag, når Randers FC venter på Cepheus Park.