København er i disse dage ramt af en lyserød blomstereksplosion.

Der er tale om de populære, japanske kirsebærtræer, der er et stort tilløbsstykke på Bispebjerg Kirkegård i Københavns Nordvestkvarter, men som også kan opleves flere andre steder i byen.

I år er det da også noget ekstra specielt at opleve de smukke træer stå i blomst.

Det gælder ikke mindst på Bispebjerg Kirkegårds verdensberømte kirsebærallé.

Modsat de sidste to år er der nemlig ingen snærende coronarestriktioner, som forhindrer de besøgende i at tage det helt rette billede til de sociale medier.

Dog har erfaringer fra sidste år kastet et nyt tiltag af sig, som besøgende opfordres til at følge.

»Sidste år var der en decideret ensretning på stierne på Bispebjerg Kirkegård. Selvom reguleringen opstod mere af nød end af lyst, så hjalp de faktisk til at give et bedre flow for de besøgende. Vi så, at folk ikke klumpede sig sammen, og det hele gik mere glidende,« siger enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen Jakob Hjuler Tamsmark og fortsætter:

»Med den erfaring in mente sætter vi i år skilte op, som besøgende til alleen opfordres til at følge, ikke mindst af hensyn til kirkegårdens andre besøgende.«

Bispebjerg Kirkegård er langtfra det eneste sted i byen, hvor man kan gå på opdagelse i de yndige kirsebærtræer. Arkivfoto.
Bispebjerg Kirkegård er langtfra det eneste sted i byen, hvor man kan gå på opdagelse i de yndige kirsebærtræer. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Vil man besøge kirsebæralleen, kan man derfor med fordel benytte indgangen til kirkegården fra Frederiksborgvej.

Herfra vil skilte guide til alleen, og man følger dermed det flow, som gerne skal give en bedre oplevelse for alle besøgende. Blandt andet ved, at man undgår kødannelse og sikrer, at dem, der besøger kirkegården i forbindelse med for eksempel bisættelser, ikke unødigt bliver forstyrret.

Når det er sagt, så er Bispebjerg Kirkegård dog langtfra det eneste sted i byen, hvor man kan gå på opdagelse i de yndige kirsebærtræer.

B.T. har samlet et overblik over, hvor du også kan gå på selfie-jagt i de lyserøde træer. Læs mere nedenfor.

Hvert forår strømmer storbyboere og turister til den verdensberømte kirsebærallé på Bispebjerg Kirkegård.
Hvert forår strømmer storbyboere og turister til den verdensberømte kirsebærallé på Bispebjerg Kirkegård. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Assistens Kirkegård

Den ikoniske kirkegård på Nørrebro er også et tilløbsstykke for mange turister og storbyboere. Ikke mindst på grund af flere berømte danskeres grave, heriblandt H.C. Andersens. Som var det i eventyrforfatternes ånd, finder du også flere grønne områder med kirsebærtræer.

Langelinje Park

I Langelinje Park på Østerbro kan du også opleve et lyserødt loft af smukke kirsebærtræer. I modsætning til kirkegårdene, hvor man bør vise hensyn, kan du med rette medbringe et tæppe og hygge dig med din bedre halvdel.

Sønder Boulevard

Vesterbro er kendt som en af Københavns mest hippe bydele. Her kan du spise dig mæt i Kødbyen og bagefter slå mave i skyggen af kirsebærtræer på den solrige plads Sønder Boulevard.

Kongens Have

Rosenborg Slot er ikke det eneste, der lige nu stjæler turisternes opmærksomhed i Kongens Have i det indre København. Det samme gør adskillige af havens kirsebærtræer.

Sundby Kirkegård

Sundby Kirkegård på Amager har også en allé omkranset af kirsebærtræer, om end de er med hvide blomster. Men smukke er de i hvert fald.

Landbohøjskolens Have

På Frederiksberg finder du en af hovedstadens hyggeligste, grønne oaser. Landbohøjskolens Have har en bred palet af smukke blomster og træer, heriblandt også kirsebærtræer.

Den Røde Plads

Det skæve, rødklædte byrum mellem Nørrebrogade og Nørrebrohallen byder også på andet end skateboard og boldspil. Da pladsen i sin tid blev anlagt, plantede man en gruppe kirsebærtræer, som nu blomstrer hvert forår.